Holbæk-træner før årets kamp: Vi har intet at tabe

Onsdag aften spiller Holbæk B&I hjemme mod AGF i pokalturneringen. Cheftræner Freddy Andersen ser årets største kamp som en fri kamp og en oplevelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der venter noget af en opgave, når 2. divisionspillerne fra Holbæk B&I onsdag aften tager imod AGF på hjemmebane i 3. runde af DBU-pokalen.

- Det er blevet årets største kamp. Vi ser den lidt som en fri kamp, og det bliver en stor oplevelse. Vi har ikke så meget at tabe. Det har gymnastikforeningen til gengæld, siger cheftræner Freddy Andersen.

Holbæk B&I har tabt de seneste seks kampe i 2. divisions gruppe 1 og ligger sidst i tabellen, så holdet går ikke ind til opgøret fuld af selvtillid.

- Vi forventer da, at der er ret stor niveauforskel på os. Men de sparer måske nogle spillere, og samtidig er vores spillere selvfølgelig lidt ekstra tændt til sådan en kamp, så det udligner det måske lidt. Omvendt er de heller ikke så godt kørende, så de vil gerne have noget positivt ind i truppen og kan ikke tillade sig at undervurdere os, siger Freddy Andersen.

Mulighed for overraskelsen

Hvis Holbæk B&I mangler tro på tingene, så kan holdet søge inspiration i resultaterne fra de tidligere kampe i 3. runde i DBU-pokalen.

Her overraskede upåagtede Kjellerup ved at slå Lyngby ud, Vendsyssel slog OB, og Esbjerg tabte til B 93. Sensationerne er også tidligere set i Holbæk. Da holdet i 2008 spillede under navnet Nordvest FC, slog de både Horsens og Sønderjyske ud af pokalturneringen.

- Flere hold har drillet superliga-mandskaber. Det sker hvert år, at nogen overrasker, og det har vi jo også selv gjort tidligere, så det kan jo også ske i aften, siger Freddy Andersen.

Kampen begynder hjemme på SuRi Park i Holbæk klokken 19.00. Klubben forventer mellem 600-1000 tilskuere.     


Nyhedsoverblik