Holbæk Sejlklub tror på medalje til 49erFX

Holbæk Sejlklub tror på en medalje til Jena Mai Hansen, der havde sin gang i gang i klubben som barn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I aften skal Holbæk-sejleren Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen have fart i sejlene på deres 49erFX endnu en gang. Duoen ligger på en delt førsteplads i OL-konkurrencen i Rio sammen med Spanien og Brasilien.

Og i Holbæk Sejlklub, hvor Jena Mai Hansen i sin tid begyndte at sejle, følger de spændt med på kvindernes OL-rejse.

- Jeg skal selv ud og sejle i aften, så vi er ved at gøre klar til at se TV på vandet, til når 49eren skal ud og sejle, siger Peter Monrad Hansen, formand for Holbæk Sejlklub til TV ØST.

Formanden kan ikke lægge skjul på, at han er stolt.

- Man bliver stolt. Det er sådanne forbilleder, der skal til for at drive sådan en sport. Det er vigtigt at følge op på, hvad der sker med sejlerne, efter de forlader klubben.

Forbillede motiverer de unge

Ifølge formanden er det positivt, at de unge sejlere kan se, hvad deres indsats kan føre til.

- Det er vigtigt og godt, at de unge mennesker kan se, at man kan udvikle sig, og at det nytter at gøre en indsats. Samtidig viser det også, at man sagtens kan starte i en lokalklub, siger Peter Monrad Hansen til TV ØST.

Tror på medalje

I Holbæk Sejlklub tror de på, at de to unge kvinder kommer hjem med en medalje.

- Vi forventer helt sikkert en medalje, men der skal nok også en lille portion held til. Vi satser på minimum en sølvmedalje, siger formanden.

De to sejlerkvinder skal efter planen på vandet 20.20.


Nyhedsoverblik