Det vi har sammen

Holbæk-politikere godkendte ulovlig betalingsfinte

Det er ikke lovligt, når Holbæk Kommune får udført renoveringsarbejde på flere idrætsanlæg i år, men først betaler regningen i 2018. Det er Kammeradvokaten nået frem til, efter at Holbæk Kommune havde bedt om en vurdering af lovligheden i den usædvanlige betalingsordning.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt lørdag.

Ønsket om at få gennemført planlagte renoveringer af idrætsanlæggene i 2017 sammenholdt med et kritisk lavvande i kommunekassen fik tidligere i marts medlemmerne af kommunens udvalg Kultur, Fritid og Fællesskab til at godkende en model, hvor entreprenørerne udfører arbejdet i 2017. Men betalingen falder først i 2018.

Skudt ned af kommunal-ekspert

På udvalgsmødet fortalte embedsværket politikerne, at betalingsfinten var lovlig, og den blev derfor godkendt. Derefter gik flere politikere offentligt ud og fortalte, at renoveringerne kunne gennemføres som planlagt.

Men efterfølgende har kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, i dagbladet Nordvestnyt sået tvivl om lovligheden.

Det fik Holbæk Kommune til at bede Kammeradvokaten om en vurdering. Den vendte tommelfingeren nedad til betalingsordningen.

- Det må vi tage bestik af, og det må vi lære af, siger Erik Kjærgaard Andersen, koncerndirektør i Holbæk Kommune og øverste direktør for kultur- og fritidsområdet, til Nordvestnyt lørdag.

Renoveringer udskydes

Formand for udvalget Kultur, Fritid og Fællesskab, Emrah Tuncer (R), er tilfreds med, at der er kommet en afgørelse. Men han mener ikke, at det er i orden, at politikerne har behandlet en sag, som ikke var undersøgt til bunds rent juridisk.

- Jeg synes, det er for dårligt. Og det er administrationen og vores jurister, der er ansvarlige for det her. Jeg synes, udvalget er undskyldt, for vi spurgte ind til det her flere gange på mødet, fordi vi synes, det lød lidt kreativt, siger Emrah Tuncer til avisen.

På baggrund af Kammeradvokatens vurdering indstiller administrationen i Holbæk Kommune nu til økonomiudvalget og Holbæk Byråd, at renoveringerne udskydes til 2018, skriver Nordvestnyt lørdag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App