Hørkram udvider for 400 millioner kroner

Fødevarevirksomheden Hørkram, der er placeret i Sorø, har onsdag taget første spadestik i en 30.000 kvadratmeter stor udvidelse af deres bygninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det går rigtig godt for foodservice virksomheden Hørkram Foodservice A/S. Efter en vækst på 75 procent de seneste fem år, så er de ved at nå deres maks kapacitet. 

Derfor udvider de både lager, produktion, adminstration og tilføjer en helt ny afdeling. I alt bygges der 30.000 nye kvadratmeter til et beløb på 400 millioner kroner.

- Det bliver med overskud det største logistikcenter i Nordeuropa, siger centerdirektør Claus Bredvig til TV ØST. 

Flere arbejdspladser

Udvidelsen af Sorø-afdelingen betyder ikke kun flere kvadratmeter, men også flere jobs. De nuværende 525 medarbejdere kan forvente at byde velkommen til omkring yderligere 200 kollegaer.

- Vi har brug for alle typer medarbejdere, og der er ikke nogle, som er uundværlige, siger den viceadministrerende direktør i Hørkram, Preben Berg Kristensen.

Særligt ser han frem til at kunne byde en helt ny type medarbejder velkommen. Der bliver nemlig oprettet en helt ny afdeling, der skal processere fersk fisk, hvor man skal bruge personer med kvalifikationer til filletering og lignende til det.

- Vi har allerede ansat den aller, allerførste, lyder det begejstret fra Preben Berg Kristensen.

Fortsat vækst

Hørkram leverer dagligt fødevarer og køkkenudstyr til 6.500 restauranter, hoteller, kantiner og andre madservicevirksomheder. 

De forventer en fortsat vækst, og derfor skal udbyggelsen være klar indenfor halvandet år, hvor maks grænsen er nået for deres produktion og levering.


Nyhedsoverblik