For høj fart årsag til hveranden dødsulykke: Kommune vil gøre op med statistikken

Foto: Mathilde Reimer - TV ØST

For høj fart er årsag til hver anden dødsulykke. I Slagelse Kommune gør man lidt ekstra for at sætte fokus på at få farten ned.

- Jeg synes, det er et rigtig godt tiltag. Der bliver altid kørt rigtig stærkt her på vejen.

Sådan siger Helle Søe, der er nabo til en af indfaldsvejene til Korsør, om den kampagne, der er igang på vejen.

For over hele landet er der i denne uge skudt gang i en kampagne, der skal få bilisterne til at lette foden fra speederen. Statistik fra Vejdirektoratet viser, at i flere end halvdelen af alle dødsulykker i trafikken er for høj fart årsagen til ulykken. 

Jeg tror, hvis du har mødt tre røde papskilte på vej hjem og møder et fjerde, så tror jeg, du lægger mere mærke til et asfaltprint end det fjerde skilt

Pia Nielsen, projektmedarbejder, Slagelse Kommune

Derfor er kampagnen med de røde papskilte, du måske er stødt på, i fuld gang i denne uge. Det er Rådet For Sikker Trafik, der står bag kampagnen.

Men i Slagelse Kommune gør man lidt ekstra for at sætte fokus på faren ved for høj fart. Flere steder på indfaldsvejene til Slagelse, Skælskør og Korsør, maler kommunen gule budskaber på vejene.

Virker bedre end flere skilte

"Sænk farten", "du gør byen tryg" og "tak" står der med store gule bogstaver på vejene.

For det tror man i Slagelse Kommune virker bedre end de røde skilte alene.

- Jeg tror, hvis du har mødt tre røde papskilte på vej hjem og møder et fjerde, så tror jeg, du lægger mere mærke til et asfaltprint end det fjerde skilt, siger Pia Nielsen, projektmedarbejder fra Slagelse Kommune. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Pia Nielsen er nabo til en af de større indfaldsveje til Korsør. Hun er glad for kampagnen, der sætter fokus på at sænke farten. Foto: Mathilde Reimer - TV ØST

Og der er mange, der kører for stærkt. Ifølge tal fra Slagelse Kommune er det mellem 24 og 54 procent i kommunen, der kører for stærkt, når de har passeret byskiltene.

Fart giver utryghed

Som nabo til en af de store indfaldsveje er Helle Søe rigtig godt tilfreds med den ekstra indsats. 

- Vi har også børn, og de skal jo krydse vejen, så jeg synes jo, det er kærkomment at Slagelse Kommune gør sådan nogle tiltag her, så man måske mere trygt kan krydse vejen, siger Helle Søe.

Helle Søe er langt fra den eneste, der er utryg ved den høje fart på vejene. Ifølge Slagelse Kommune får de jævnligt henvendelser fra borgere, der er utrygge ved for høj fart.

- Vi har haft en del borgerhenvendelser i forbindelse med vores trafiksikkerhedsarbejde, og rigtig mange af dem – faktisk 65 procent – der er fart noget folk, de nævner og noget folk de er utrygge ved, fortæller Pia Nielsen.

Antallet af trafikdrab falder 

På landsplan er antallet af trafikdræbte faldende. I vores region er det også faldet jævnt over de sidste ti år, viser statistik fra Vejdirektoratet. 

Men derfor mener Slagelse Kommune stadig, der er grund til at sætte fokus på alvoren ved for høj fart.

Det handler om, at der stadig er nogle vaner, der skal ændres, mener Pia Nielsen.

- Ændring af adfærd det kommer ikke over en nat. Det sker over flere år - mange år somme tider. Det er en fastholdelse af den gode udvikling, vi er i, siger hun.

Med kampagnen håber hun på at skabe tryghed.

- Jeg håber, vi får lavere hastighed i byerne og mere trygge borgere, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Pia Nielsen er projektmedarbejder hos Slagelse Kommune. Hun mener, der er en adfærd, som bør ændres, selvom antallet af trafikdrab er faldende. Foto: Mathilde Reimer - TV ØST

Hos Helle Søe, der jævnligt krydser den meget trafikkerede vej, hun bor på, er der håb om, at de gule skilte kan skabe opmærksomhed. 

- Jeg tror da helt sikkert, at folk de studser over det, når de ser de her gule mærkater på vejene og måske sætter farten lidt ned. Det kan man da kun håbe, siger hun.

Det er Rådet For Sikker Trafik der står bag kampagnen "Sænk Farten", som Slagelse Kommune har valgt at gøre lidt ekstra ud af. Kampagnen løber fra uge 15 til uge 17 over hele landet. 

Også Politiet har fokus på fartkontrol i de kommende uger, hvor de vil være tilstede på veje landet over for at forebygge for høj hastighed.

Læs også Bilerne suser forbi: Borgere ønsker mere fartkontrol

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App