Det vi har sammen

Hobbyhøns får et friere liv under fugleinfluenza: Skal ikke længere være under tag

Arkivfoto. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Hobbyhøns får et friere liv under udbrud af fugleinfluenza, efter at Fødevarestyrelsen forsøgsvis lemper på reglerne for mindre hønsegårde.

Nu bliver det lidt bedre at være høne i en mindre hønsegård i Danmark.

Fødevarestyrelsen lemper nemlig forsøgsvis på reglerne for hobbyhøns og mindre hønsehold, så de ikke længere behøver være under tag i tilfælde af fugleinfluenzaudbrud.

'Er din hønsegård på 40 kvadratmeter eller mindre, skal du ikke længere have tag over arealet, hvis fugleinfluenzaen lander i Danmark', skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

For at mindske risikoen for smitte, fastholder Fødevarestyrelsen også reglerne om, at alle hønsegårde skal være indhegnede, hvis fugleinfluenza bryder ud i landet.

Fjerkræforening er tilfreds

Gode råd til hobbyavleren 

Hobbyavlere kan selv gøre en del for at undgå, at deres høns bliver syge og siden dør på grund af fugleinfluenza:
 
  • Sørg for, at du har skiftesko, du kan bruge i hønsegården, så du ikke slæber smitte med ind til dine dyr. 
     
  • Husk, at et fast tag, en presenning eller eventuelt et fuglenet stadig kan være med til at mindske risikoen for dine høns, ænder eller gæs.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Ifølge Fødevarestyrelsen vil de nye regler især give dyrevelfærden for hobbyhøns et løft, og de nye toner er sød musik i ørene hos foreningen Frit Fjerkræ.

- Vi er meget glade for, at Fødevarestyrelsen har fået øjnene op for, at indespærring af tamfjerkræ i forbindelse med fund af fugleinfluenza ikke er den rigtige strategi, og at det nu bliver muligt for dansk fjerkræ fortsat at gå ude og opretholde en høj dyrevelfærd, siger bestyrelsesmedlem Claus Rasmussen.

Læs også Skærper reglerne: Høns må ikke længere gå frit omkring

Foreningen er glade for, at Fødevarestyrelsen har indført en bagatelgrænse og ikke skærer alle hønsebestande over en kam, så det dermed er muligt for små hønsehold at gå udenfor uden overdækning.

- Vi vil stadig pege på, at det er meget vigtigt, der bliver arbejdet seriøst med en adskillelse af de forskellige måder, der holdes fjerkræ på. Hold af hobby og små stalddørssalg er reelt adskilt fra de store kommercielle slagtekyllingeproducenter, siger Claus Rasmussen.

Udbrud i 2016

Det aktuelle udbrud af fugleinfluenza blev spottet første gang tilbage i november 2016, hvor fugleinfluenza blev fundet i vildtfugle på blandt andet Møn.

Herefter strammede Fødevarestyrelsen reglerne på området således, at det blev lovpligtigt for landets hønse- og fjerkræavlere at have deres dyr enten indendøre eller under hegn og med fast tag over sig.

Den beslutning modtog kritik fra især små virksomheder, der led under, at hønsene nu ikke måtte gå udenfor.

Læs også Ulykkelig ægproducent: Mine dyr lider

Læs også Landmand: - Det er fuldstændig, komplet tåbeligt

Fakta om fugleinfluenza

  • Fugleinfluenza er en alvorlig husdyrsygdom, som bekæmpes for at hindre smitte til tamfugle- og fjerkræ samt pattedyr som eksempelvis grise.
     
  • Visse typer af fugleinfluenza kan også smitte mennesker.
     
  • Fugleinfluenza smitter fra syge fugle via sekreter fra luftvejene og igennem afføring. 
     
  • Rammer fugleinfluenza blot en enkelt dansk fjerkræbesætning standser eksporten til udlandet på stedet. Det vil koste Danmark tabte eksportindtægter i millionklassen.
     
  • For større fjerkræbesætninger vil der gælde særlige regler for indhegning og overdækning under en fugleinfluenzaepidemi. 

Kilde: Fødevarestyrelsen

Tip os Har du et godt tip?