Det vi har sammen

Hjemmeværnet redder julehjælpen i Holbæk

I Holbæk var julehjælpen til trængte familier truet, da Frelsens Hær havde svært ved at finde lokaler. Men nu har de lånt et depot af hjemmeværnet. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

I Holbæk har Frelsens Hærs julehjælpspakker til trængte familier været truet, da de ikke kunne finde lokaler. Men nu har Hjemmeværnet lånt dem et depot.

I Holbæk skal frivillige fra Frelsens Hær pakke svimlende mange kasser med julemad til omrking 300 trængte familier. Men julehjælpen var på et tidspunkt truet, da de stod uden tag over hovedet.

Det gav rynker i panden hos Arne Knudsen, som er frivillig i Frelsens Hær.

- Der er ingen tomme foretninger i byen mere. Vi plejede at låne et lokale et eller andet sted, og der var vi kommet i klemme, siger Arne Knudsen og fortsætter:

- Så måtte vi lade et nødråb gå ud, at vi var i akut lokalemangel.

Pladsmangel

I 28 år har han sammen med sin kone, Ena Knudsen, og andre frvillige kræfter i Frelsens Hær
uddelt julehjælpspakker til familier, hvor pengene er små.

Normalt låner de nye lokaler fra år til år. Men i år kunne Frelsens Hær ikke finde lokaler til det store pakkearbejde. Derfor tog de andre metoder i brug.

-  Vi brugte avisen og radioen for at kunne få nogen til at stille et lokale på 300-500 kvadratmeter, siger Arne Knudsen. 

Sådan ser det ud når flyttekassen står klar til at blive fyldt med lego, flæskesteg, chokolade og slik, så trængte familier kan få en god jul. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

Hjemmeværnet trådte til

I sidste uge fik de dog hjælp fra en uventet kant. Hjemmeværnskompagni Holbæk har nemlig lånt dem et nedlagt depot på microvej i Holbæk til pakkeriet.

- Der må jeg bare erkende, at mit hjerte stod højere, end det vi normalt plejer at gøre. Normalt plejer vi ikke at låne vores faciliteter ud til andre end os selv, siger Lars Walmar, som er major hos Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland.

Og det er Arne Knudsen meget taknemlig for.

- Hjemmeværnet har været med til at redde julen for en hel masse mennesker på grund af, at vi kan være her. Det er fantastisk, siger han.

Julehjælpspakkerne bliver uddelt på torsdag i et forsamlingshus i Ugerløse klokken 13.00, i Vor Frue Kirke i Kalundborg klokken 14.00 og på Østerskole klokken 15.00 i Holbæk. 

Tip os Har du et godt tip?