Sound on/off

HISTORISKE MORD

Jagten på massemorderen, de kaldte Djævlen

Læs historien om den frygtede handskemagerbande på Lolland

For snart 170 år siden rystede historien om massedrab og en mafia-organisation på Lolland hele Danmark. Det her er historien om manden, de kaldte djævlen.

Drabet vagte enorm opsigt i sin samtid, hvor der - endnu før der var faldet dom - blev udgivet både bøger og sange om den bestialske bande. 

Her kan du læse historien om Handskemageren og hans bande.

Sound on/off

Ligsynet

Lægen var forfærdet, da han så de døde

Det var ved at blive mørkt, da lægen lørdag aften kom frem til den rygende ruin af den nedbrændte gård ved Stødby på Lolland – mindre end en kilometer fra Tillitse Kirke.

Lægen N. Møller ankom på hest til gården – og allerede på stor afstand kunne han fornemme den kvalmende lugt af røg og brændt kød i vinterkulden.

Gårdens stuehus og staldbygning var gået tabt i den voldsomme brand, hvis lys natten forinden havde oplyst himlen over egnen.

I den delvist nedbrændte bygning havde naboer - foruden en lang række indebrændte husdyr - fundet ligene af fire mennesker. Og naboerne var ikke i tvivl: De var blevet dræbt.

De døde var alle blevet lagt i det nærliggende udhus, der som en af de eneste bygninger ikke var blevet ødelagt i branden. Der var mørkt og koldt i udhuset, hvor de lå på lågene af to kister.

Lægen var ikke lokal, og havde brugt lidt tid på at finde frem til det rigtige sted. En kommissionsdomstol havde bedt ham undersøge ligene. Undersøgelsen skulle fastslå, om naboernes melding om et massedrab på Lolland kunne bekræftes eller afvises.

To af kroppene, gårdens tjenestepiger, var så forkullede og ødelagt af flammerne, at de var vanskelige at identificere. Den stærke varme fra branden havde fået musklerne på arme og ben til at trække sig sammen, så lemmerne bøjede på unaturlige måder. De var så ødelagte, at identifikationen foregik via et område foran på den ene piges torso, der var uberørt af flammerne.

Lægen var irriteret, da han foretog undersøgelsen. Han kunne ikke få nok lys i det mørke, tætte rum. Han kunne ikke se nok til, at han kunne udelukke, at de to unge kvinder var blevet udsat for vold før døden.

Anderledes var sagen dog med gårdmanden, Jørgen Johansen, og hans hustru, Ane Andersdatter. De var blevet fundet døde i ægtesengen, og var i nogen grad blevet beskyttet mod flammerne, der kun havde ødelagt deres fingre og tilføjet forbrændingsskader på forsiden af kroppen.

Lægen spærrede øjnene op, da han så dem – han var ikke i tvivl om, at de to havde lidt en meget voldsom død, før de var blevet mærket af flammerne.

Gårdmanden var indsmurt i blod – og igennem brandskaderne kunne ses spor af dybe sår – nok knivstik. Blodet var sprøjtet ud over hans nattøj og sengetøj. Både natskjorten og bukserne var plettet af brunt, indtørret blod.

Konen derimod var blevet kvalt med et stykke kraftigt strikkegarn, der stadig lå om halsen. Snoren var brændt over på forsiden af halsen, men langs siden og bagtil sad snoren stadig fast i en fordybning i huden. Hun havde været længe om at dø. Snoren om hendes hals forhindrede blodet i at løbe tilbage fra hovedet til kroppen – og de store mængder blod havde fået ansigtet til at hæve op og fået de små blodkar i næsen til at briste. Hun havde bidt et dybt sår i sin tunge, da kroppen gik i krampe på grund af iltmanglen i de sidste minutter før døden.

Lægen var ikke i tvivl: Der var tale om et firdobbelt drab. Og det var i de kommende hundrede år regnet som et af de allermest dramatiske drab herhjemme.

Sound on/off

En kommission blev nedsat

En kommissionsdomstol tilkaldes fra København

Gårdmanden Jørgen Johansen var en ældre gårdejer i sin bedste alder. Han var kendt som en gammel militærmand – en dragon – og han sov altid med sin sabel indenfor rækkevidde. Det havde dog tilsyneladende ikke hjulpet ham, for drabsmændene var kommet ind i huset, mens han sov i sin seng.

Han var gårdejer og en velhavende mand. Rygtet gik, at han netop i dagene omkring drabet havde særligt mange kontanter liggende i sit hjem.

Selvom det kun var marts, så var der dog ikke tale om det første mord på Lolland det år. Den 26. januar 1851 blev karlen Jens Mathiasen fundet dræbt på ejendommen Vaarskovgaard ved Bandholm.

Her blev kommissionsdomstolen nedsat, og flere mænd og kvinder anholdt – og en enkelt mand blev sendt videre til forhør i København.

Ingen troede dog rigtig på hans skyld, og han blev snart efter løsladt igen – men med det firdobbelte drab blev der dog igen sat fart på efterforskningen af alle drabene.

Mistanken rettede sig snart mod et ganske særligt område i Christianssæde Fredsskov. Her lå et område ved navn Stibanken, beboet af særligt fattige husmænd. De levede et råt og hårdt liv i hjertet af Lolland – på kanten af både samfundet og de officielle kort.  De var kendt for at leve af krybskytteri og tyveri fra naboernes marker.

Husmændene var alle organiseret omkring en tidligere beboer i området, som nu var blevet bonde nær Tillitse. Der var tale om en tidligere straffet mand ved navn Hans Jacob Mortensen. De lokale kendte ham under navnet Handskemageren.

Sound on/off

Handskemageren

Handskemageren - som han var

Hans Jacob Mortensen stammede egentlig fra Langeland, hvor han blev født i 1802. Han havde i en årrække boet på Lolland. Blandt borgerne i området gik han under navnet Handskemageren.

Ramt af ulykke

Handskemageren var ikke født på Lolland, men var flyttet dertil efter at være blevet uddannet og have etableret familie.
- Hans Jacob Mortensen var selvstændig handskemager op optaget i lauget på Langeland. Der må dog være sket noget, for omkring 1830 bliver han fyret fra lauget, og flytter til Lolland. Her prøver han igen at etablere sig som handskemager - men han rammes af ulykke. Først dør hans ene datter, og kort efter hans første kone. Og efter den tid, der gik det skævt, siger Ib Walbum, lokalhistoriker fra Rudbjerg Lokalhistorisk Arkiv.

Dengang som nu var handsker rigtig gode at have, når man arbejdede udenfor året rundt – og det var en af de ting, som det var svært at lave selv i en ordentlig kvalitet. Nødvendigheden af handsker gjorde dog ikke handskemagere til respektable mænd. Behandlingen af skindene var en beskidt og stinkende fornøjelse – og derfor rangerede handskemageren som hattemageren og garveren på samfundets bund.

Handskemageren var ligesom sin hustru, Ane Cathrine Jørgensdatter, blevet straffet med tugthus for tidligere kriminalitet.

Han var en energisk mand, og blev beskrevet som en leder, der indgød andre respekt. Han beskrives samtidig som en meget høflig, intelligent og hjælpsom mand.

Efter at have boet på Stibanken flyttede han til en gård, som han fæstede i Tillitse. Det stoppede ikke hans kriminelle løbebane – og netop i de år blev hans kriminalitet stadig mere alvorlig.

Her viste han en anden og langt mere barsk side af sig selv: Han lod sig ikke forsinke af tøven eller samvittighedskvaler, når han begik alvorlig kriminalitet som røverier eller drab. Den side gav ham i tidens aviser tilnavnet Djævlen.

Sound on/off

En anden tid – et andet land

Livet på landet var ikke noget glansbillede

At der blev nedsat en særlig kommissionsdomstol med folk fra København var ikke unikt – men det var en helt særlig foranstaltning, der var en reaktion på en række voldsomme forbrydelser, som gennem en årrække havde plaget Lolland. Landsdelen var berygtet for en lang række indbrud, røverier, påsatte brande og drab – hændelser, der påkaldte sig opmærksomhed i hele landet og i hertugdømmerne.

Samtidig blev hændelserne fulgt tæt i lokalsamfundet. Borgerne var simpelthen bange for banden fra Stibanken.

Kommissionsdomstolene skulle hjælpe det lokale politi i alvorlige sager. Tidligere havde de lokale godsejere taget sig af en betydelig del af retsplejen, men de opgaver var nu overtaget af politiet. Politiet så især deres opgave som at sikre ro og orden i gaderne. Politifolkene var berygtede for deres korruption og hang til at bruge knippel og næver under arbejdet – og deres primære opgave var at gribe ind overfor berusede mænd og kvinder, der eksempelvis skabte besvær omkring områdets kroer og værtshuse. Desuden havde politifolkene en række ceremonielle og administrative opgaver. I bedste fald var der én politimand i et landsogn – men de havde ikke modtaget nogen undervisning i forhør eller efterforskning. De lokale politifolk havde reelt ikke en chance, hvis ingen vidner kunne eller ville fortælle, hvad der var sket. Derfor var opklaringsprocenterne også meget lave.

Der var samtidig tale om en helt særlig tidsperiode i Danmark, der også gav grobund for alvorlig kriminalitet.

Danmark havde året forinden fået en helt ny grundlov, der for første gang herhjemme indførte noget, der kan betegnes som demokrati. Velhavende og midaldrende eller ældre mænd fik således stemmeret, og for første gang var det folkevalgte, der bearbejdede lovene på Christiansborg.

Der havde dog ikke været tid til at lave reformer: Med vedtagelsen af den nye grundlov blev Danmark kastet ud i en voldsom og meget udmattende borgerkrig, hvor Slesvig og Holstein kæmpede for selvstændighed. Borgerkrigen varede næsten tre år – og oprørerne i hertugdømmerne fik støtte fra den tyske stat Preussen, der udkæmpede en blodig krig mod danske styrker. Blandt andet blev byen Fredericia i Jylland udsat for en langvarig belejring, og Danmark måtte flere gange i løbet af krigen indskrive flere soldater til erstatning for de døde og sårede. Kun Ruslands indgriben overfor Preussen sikrede en dyrekøbt dansk sejr – der kun kunne hives hjem ved at give en række løfter til dels hertugdømmerne, dels til Preussen og Rusland. Da løfterne blev brudt i 1863 endte det i en ny, katastrofal krig.

For de almindelige bønder var det andet end de mange krigsinvalider og krigsveteraner, der var med til at skabe fattigdom.

Sulteløn pressede folk fra Lolland

Den lave løn blandt bønderne havde store konsekvenser for bønderne fra Lolland. Mange søgte lykken i udlandet – især i USA eller Canada.
- Der var rigtig mange fra Lolland der udvandrede, fordi der hernede på Lolland var så få ejere af jorden. De kunne jo så sidde og aftale, hvad de ville give af løn. Og det var ikke til at lave af, siger Ib Walbum, lokalhistoriker fra Rudbjerg Lokalhistorisk Arkiv.

Landboreformerne havde gennem de sidste generationer haft meget stor betydning for mange borgere på landet. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 havde sat bønderne fri. Kun tre år senere blev der samtidig igen strammet voldsomt op på de nye friheder – og mens de frie gårdejere gradvist fik det bedre, så blev situationen for de fattige bønder stadig mere alvorlig i årene efter 1830.

Forinden var det danske landbrug desuden ramt af to katastrofer med sammenhæng til Napoleonskrigene. Det skete, da Danmark tabte det store landbrugs-eksportmarked Norge til Sverige – og staten samtidig gik bankerot, hvilket betød, at mange borgere ikke bare mistede deres opsparing, men samtidig også mistede de penge, som eksempelvis hæren skyldte dem for fødevarer.

En hel ny underklasse opstod således på landet: Husmændene. De havde den dårligste jord og ikke nok til, at de selv kunne leve af den. De var nødt til at arbejde for de store gårdejere, hvis de skulle forsørge sig selv og deres familier.

Sound on/off

Mafiaen på Lolland

Selv blandt husmændene var der stor forskel på de rigeste og de fattigste – og dette var særligt udtalt på Lolland, hvor de relativt få gårdejere hurtigt lærte at koordinere lønningerne. Samtidig sørgede de for, at problematiske husmænd, der sagde op eller blev fyret, ikke kunne få job andre steder.

Bander findes i alle tider

Handskemagerbanden havde en særlig netværksstruktur, som man også ser i nutidens bander.
Det siger Bent Isager-Nielsen, tidligere leder af Rigspolitiets Rejsehold.
- Handskemagerbanden kunne sammenlignes med en nutidig bande eller en mafia på mange måder. Det er ikke enkelt at sige, hvorfor strukturen virker så godt, men vi ser den jo til alle tider – om det så kaldes en bande, en mafia, en forening eller et netværk. Og det tror jeg også, at man vil se i fremtiden i alle samfundsformer, siger han.
- Jeg tror, at mennesker naturligt vil finde sammen med andre, der har de samme ønsker. Og samtidig, så tiltrækker hierarkiet i banderne nogle specielle mennesker.
Dengang så man, hvordan de laveste i hierarkiet også var dem, der fik lorteopgaverne. Det er nøjagtig som i dag i banderne. Men folk prøver jo på den måde at finde en let genvej til damer, penge og hurtige biler, siger han.

Det pressede mange ud i ekstrem fattigdom, og blandt dem opstod der midt ude i fredsskoven på Lolland et lovløst område, hvor man så sig sat udenfor samfundet og loven. Det var sådan, at Stibanken i Christianssæde Fredsskov opstod.

Det beskrives i dag som en slags Christiania, hvor borgerne passede sig selv uden at blande offentlige myndigheder ind noget. Der var tale om en gruppe, der, presset af de ydre omstændigheder, havde et meget stærkt internt sammenhold.

Den intelligente og hjælpsomme handskemager Hans Jacob Mortensen havde en stor stjerne blandt disse husmænd. Han var aldrig bleg for at hjælpe, når der var brug for det – og til gengæld fulgte de ham, og hjalp ham, når der skulle begås kriminalitet.

Han var kendt for at planlægge sine indbrud, røverier og mord grundigt – og det øgede tilliden hos naboerne.

I løbet af de kommende år blev der dannet en bande omkring Handskemageren. Et sammentømret netværk, hvor folk på nabogårdene fulgte den stadig mere forråede Handskemager gennem den ene forbrydelse efter den anden.

Strukturen bliver af historikere i dag sammenlignet med en mafia – og der var da også en lang række fællestræk med den italienske bevægelse: Man sladrede ikke om hinanden, man stjal kun fra dem, som havde råd til det – og man gjorde alt for at undgå, at vold og brande gik ud over dyrene.

Man var samtidig ikke ked af at give befolkningen en hånd, hvis der var brug for det.

Folk på Lolland vidste godt, hvor de skulle henvende sig, hvis de stod i en akut økonomisk klemme, og gerne ville have udbetalt forsikringspengene for deres gård. Børsterne i Handskemagerbanden tog sig ikke betalt for at hjælpe med at anstifte en påsat brand, hvis gårdejeren bad om det. Tiderne var trange – og Lolland blev hurtigt berygtet for de mange gårdbrande.

Det almindelige politi vidste også godt, at en meget stor del af kriminaliteten på Lolland havde noget at gøre med Stibakken og Handskemageren. Politiet kunne dog ikke stille meget op overfor banden. Medlemmerne tilstod intet, havde bekendte, der gav dem et alibi – og ingen sladrede om deres ugerninger.

Uden særlige evner til at efterforske eller afhøre mistænkte var politiet helt uden midler til at stille noget op overfor banden, der i stigende grad drev gæk med den lokale øvrighed.

Sound on/off

Sværgede uskyld overfor Gud i kirken – foran opgravede lig

At lyve midt i Guds hus - ansigt til ansigt med sine ofre

Danmark var i denne tid et meget religiøst samfund. Præsten var den samlende figur i sognene – og troen på Gud og kirken var for mange en nøglesten i livet.

At lyve for Gud blev betragtet som noget nær en umulighed.

Forhørene af den arresterede Handskemager, der var sigtet for at stå bag det firdobbelte drab i Stødby, kom ingen vegne.

Derfor tog undersøgeren, der stod for forhøret, også Handskemageren på ordet, da han foreslog, at han kunne sværge sin uskyld på de afdødes lig i en kirke.

Forinden havde flere kvinder fra Stibanken erkendt, at deres mænd og i nogen grad også at de selv havde været involveret i en lang række alvorlige forbrydelser. Blandt dem, der tilstod forbrydelserne på deres mænds vegne, var også Handskemagerens kone, Ane Cathrine Jørgensdatter.

Der var dog ingen beviser mod manden – og selv nægtede han alt. Derfor foreslog han den ultimative prøve: At tage en ed om uskyld, mens han lagde hånden på hvert eneste af de afdøde legemer i Guds hus.

Derfor gav justitsråd Fastring, der stod for afhøringerne i sagen, straks ordre til, at de fire afdøde legemer skulle graves op af jorden på kirkegården.

’Konfrontationen’ fandt sted den 20. maj 1851 klokken 06.00 om morgenen.

De døde lå i deres kister foran alteret i Tillitse kirke. Kisterne var blevet åbnet, og ligklædet fjernet.

Præsten i kirken, pastor Berg, har forfærdet skrevet om det grufulde syn, der mødte de fremmødte. Ligene var efter knap et år i jorden stærkt opløste, øjnene var indsunkne, tænderne fremstående – men de voldsomme skader på kroppene efter branden var stadig tydelige.

Da Handskemageren kom ind i kirken holdt præsten en brandtale for ham, der skulle give ham dårlig samvittighed over gerningerne – og truede ham med evig fortabelse, hvis han løj overfor Gud og ikke tilstod.

”Hans Jacob Mortensen! Se endnu engang på disse lig. Du skal atter møde dem – vogt dig, at du ikke møder dem for Herrens domstol som dine anklagere – Da er du evigt fortabt,” sagde præsten blandt andet i den lange tale, som han senere på året udgav i bogform.

Handskemageren tøvede trods præstens formaninger ikke, og erklærede i Guds åsyn, at han var uskyldig.  Det var noget, der i manges øjne i særlig grad stemplede ham som en morder uden samvittighed eller moral.

Sound on/off

Handskemageren knækkes

Kommissionsdomstolen lagde ikke fingrene imellem, når det handlede om at skaffe tilslåelser

En meget stor gruppe personer - især fra området omkring Stibanken - er på dette tidspunkt fængslet og har været det længe.

Arresterne på både Lolland og Falster er overfyldte og de varetægtsfængslede overflyttes løbende til fængsler med større kapacitet i København.  De er indsat i fængsler under meget barske forhold. Fængslerne er blottet for al luksus. Der er oftest ingen møbler i cellerne, sjældent en spand i hjørnet, der kunne bruges som WC - der er ingen varme og kun sjældent mulighed for at stå op.

De barske forhold brød de anholdtes modstand ned. Under lange forhør og konfronteret med konernes tilståelser faldt mændene således én efter én og tilstod en lang række forbrydelser.

Til sidst erklærede Handskemageren, at han ville tilstå, hvis en anden mistænkt i sagen, Mads Heden, også tilstod. Det anså han for utænkeligt.

Her undervurderede Handskemageren dog evnerne og beslutsomheden hos undersøgerne i Kommissionsdomstolen.

Godt nok var de ikke trænede i politiarbejde – men de havde lært meget af inkvisitionen og hekseprocesserne, der tidsmæssigt var nærmere deres tid end vores. De kunne med andre ord bruge ganske barske metoder for at få folk til at tilstå. Disse evner kastede de nu ind mod Mads Heden, der endte med at tilstå dagen efter. Da Handskemageren blev konfronteret med dette, var han vantro – men holdt sit ord, og tilstod at have planlagt og medvirket i det firdobbelte drab i Stødby.

Sound on/off

Tilståelsen

Handskemageren fortalte, hvordan det firdobbelte drab fandt sted

Handskemageren forklarede, at han havde hørt om den rige gårdejer i Stødby, og havde efter et indbrud på gården – der ikke gav noget særligt udbytte - besluttet at gennemføre et røveri mod gårdmanden.

Mens en mand holdt vagt, fjernede de andre en rude ind til bygningen og sneg sig lydløst ind. Døren ind til de to tjenestepigers værelse kunne låses udefra – så det gjorde banden.

Døren ind til gårdmandens soveværelse var også låst. Det betød, at banden ikke kunne overraske ægteparret i sengen, som ellers var planen. Det var dog for sent at droppe planerne, mente Handskemageren, der tog fat i den låste dør og løftede den af hængslerne.

Arbejdet med døren larmede så meget at gårdmanden vågnede, og kom løbende imod dem med sablen trukket til slag. Handskemageren dækkede sig for sabelslagene bag den kraftige dør – og mens gårdmanden forsøgte at gøre klar til flere slag i det lille rum, blev han fældet med et øksehug i hovedet.

Dernæst blev konen stranguleret med snoren – og de to tjenestepiger blev dræbt. Efter drabene blev ligene lagt på plads i deres senge, overfaldsmændene bar halm ind i huset – og de stak effektivt ild på hele bygningen.

Udbyttet af røveriet blev hele 1.600 rigsdaler – svarende til prisen på omkring 40 slagtemodne stude i datidens priser.

Med tilståelsen var grundlaget lagt til en af de største retssager på Lolland nogensinde: 43 mænd og kvinder blev tiltalt i en sag om liv og død.

Sound on/off

Dommen

I har fortabt jeres liv

Dommen faldt den 5. august 1852.

Det var en torsdag, og dommeren i kommissionen læste - som reglerne krævede - langsomt og tonløst, da han oplæste dommen over de dømte.

”Thi kjendes for ret. Arrestanterne nr. 1 Hans Jacob Mortensen og nr. 3 Mads Jensen Vixnæs bør hver især have deres liv forbrudt og lægges på steile og hjul. Arrestanterne nr. 7 Anders Jensen Vixnæs og nr. 8 Christian Frederik Mortensen bør hver især have deres liv forbrudt og deres hoved at sætte på en stage”

Arrestant nummer 1, Hans Jacob Mortensen, var Handskemageren. Han rejste sig trodsigt og erklærede, at ”ingen bøddel fik lov til at lege med hans hoved”.

Alt i alt blev 40 personer dømt i det omfattende sagskompleks – to døde under retssagen. Én blev frikendt.

Straffen lød sammenlagt på fire dødsdomme - heraf to med tortur forinden, og tre med partering efter døden - en livstidsstraf og sammenlagt 150 års fængsel, tugthus eller forbedringshus.

Dommene blev på stedet anket til højesteret.

Sound on/off

Handskemagerens sidste forbrydelser

"Bødlen får ikke lov til at lege med mit hoved"

Et halvt år før dommen indløb beskeden om, at Handskemagerens kone, Ane Katrine Jørgensdatter, var afgået ved døden i sin celle i Nakskov Arrest efter længere tids sygdom.

Handskemageren havde derfor ikke meget tilbage at kæmpe for. Alt hans indbo var sat på auktion for at kunne betale erstatning til ofrenes familier – og selv sad han alene i en celle i København.

Han havde dog ikke opgivet håbet. Han havde fået en saks, så han kunne studse hår og skæg under sit ophold i fængslet.

Den 30. november, en lille måned før afgørelsen i Højesteret, blev det opdaget, at Handskemageren havde arbejdet intensivt for at bryde ud af fængslet. Han havde brugt saksen som graveredskab, og var næsten færdig med at grave sig gennem ydermuren til sin celle.

Det var ikke hans første forsøg på at flygte under sin fængsling. Myndighederne tog derfor ingen chancer: Iført spændetrøje blev han flyttet til et andet fængsel med en højere sikkerhed. Her blev han efterladt i en mørk celle, stadig iført spændetrøjen. Alene i mørket lykkedes det dog Handskemageren at ødelægge spændetrøjen ved at slide den i stykker mod en kant. Ud af stumperne af dragten lavede han et reb. Ingen hørte noget, da han derpå tog sit eget liv ved hængning.

Dermed fik Handskemageren ret i sin erklæring foran kommissionsdomstolen: Han snød bødlen for at lege med sit hoved. Han blev 50 år.

Sound on/off

Henrettelse og tortur

En stor menneskemængde fulgte de dømte til død og tortur

To dage før julen i 1852 faldt den endelige afgørelse i sagen fra Højesteret. Og der var tale om en dom, der stadfæstede langt hovedparten af dommene.

En ansøgning om benådning til Frederik d. 7.  gav dog en form for resultat for to af de hårdest dømte: Mads Jensen Vixnæs slap for at blive parteret efter døden – og Christian Frederik Mortensen slap på kongens nåde med livet i behold, men skulle udholde 40 stokkeslag og i øvrigt sidde i tugthus resten af sit liv.

Den 24. februar 1853 om morgenen kørte en hestevogn ud af Nakskov Arrest. På ladet var de lænkede fanger Mads Jensen Vixnæs, hans bror Anders Jensen Vixnæs og Christian Frederik Mortensen. De havde alle tre bopæl på Stibanken.

En større folkemængde fulgte dem fra arresten til den store bakke Sølvbjerghøj nær Næsby, hvor bødlen Schmidt fra Vordingborg ventede. Højen var i middelalderen kendt som et helligt sted med en helbredende kilde – men var i 1800-tallet kun kendt for at være arbejdsplads for skarpretteren på Sydsjælland, Lolland og Falster.

På vej på vognen råbte Mads Jensen Vixnæs undskyldninger og beklagelser til de mange tilskuere: Han beklagede oprigtigt alt, hvad han havde gjort, sagde han.

Ved højen fik Mads Jensen Vixnæs og Anders Jensen Vixnæs lov til at tale med en præst, før de efter tur fik placeret deres hoved på bødlens huggeblok. Dernæst lod bødlen den brede, skarpe tohåndsøkse falde. Ved at trække øksen tilbage mod sig selv bagefter fik han skåret de sidste sener og hud over, og hovedet gled af.

Bødlen løftede nu det stadig blodryppende hoved højt, så alle i menneskemængden kunne se, at dommen var eksekveret. De jublede som svar.

Christian Frederik Mortensen blev tvunget til at se på, at hans kammerater blev henrettet. Derefter blev han bundet til kagen – en stor stolpe, der stod på henrettelsespladsen.

Stolpen var kendt og berygtet: Her blev en række fysiske straffe eksekveret for hele landsdelen. Overfaldsmænd, militært straffede, småkriminelle og personer med dårlig økonomi eller moral her bundet fast og udsat for fysiske straffe som pisk eller stokkeslag. Desuden var der her tegn på andre straffe. Eksempelvis kunne der på kagen hænge det afklippede hår fra kvinder, der blev dømt som prostituerede, afskårne tunger fra mænd, der løj under ed og fingrene fra borgere, der blev dømt for tyveri.

Normalt sagde man, at 50 stokkeslag var ensbetydende med en dødsdom. Hvert slag skabte betydelige skader på ryggens muskler og hud – og i tiden før penicillin har det været en meget farlig straf.

Christian Frederik Mortensen fik 40 slag med stokken, før han sandsynligvis bevidstløs blev kørt til afsoning af sin livstidsstraf i tugthus.

Bagefter blev de døde gravet ned i et umærket hul nær bakken.

Sound on/off

Epilog

Sagen trækker spor frem til i dag

Handskemagerdrabet fik enorm opmærksomhed i sin samtid.

Historien om de bestialske drab og den velorganiserede bande på Lolland tiltrak sig stor opmærksomhed i aviserne over hele landet.

Sagen fik også stor betydning for udviklingen af det danske politi. At en bande på den måde kunne drive gæk med ordensmagten prægede de politiske diskussioner om politiet helt frem til Anden Verdenskrig.

Handskemageren blev således nævnt i debatten om flere politireformer – og var en direkte anledning til, at det, som vi i dag kender som kriminalpolitiet, blev grundlagt. Samtidig var det direkte med til at fremprovokere, at Politiskolen blev vedtaget og oprettet næsten 60 år senere med særligt fokus på efterforskningsteknikker.

Der skulle gå mange år, før forholdene for de fattige husmænd på landet forbedrede sig. Selvom den danske landbrugseksport i de kommende 50 år fik stadig større succes i især England, så forblev levestandarden hos husmændene meget lav mange år endnu. Deres interesser blev i nogen grad repræsenteret i politik af partiet Venstre frem til 1905. Derefter overtog Det Radikale Venstre i stedet rollen som de fattige husmænds beskytter.

Den dag i dag ligger Stibanken stadig i Christianssæde Skov, og målebordstegninger fra datiden ligner i forbløffende grad vor tids korttegninger af bygningerne.  Området er i dag meget smukt – men boligerne i området sælges stadig den dag i dag til lave priser sammenlignet med mange andre steder på Lolland.

Sølvbjerghøj var i mange år henrettelsesplads. Det var også her, at den sidste offentlige henrettelse i Danmark fandt sted den 22. november 1882. I området er der de seneste år blevet fundet flere menneskeknogler. 

Visen

Samtidens fortælling om Handskemageren

Interessen for sagen om Handskemageren var så stor, så man endda kunne købe en skillingsvise om det firdobbelte drab i Stødby.

Viserne var en stor hjælp til at få nyheder blandt landbobefolkningen, der sjældent læste avis, og som måske ikke læste så godt.

Du kan her se visen - eller høre den i linket nederst.

"En ny og sandfærdig vise om mordet i Støby"

Melodi: "Peter Schiødt i barndomsalder"

Hvem har inte alt hørt tale
om det fæle Støbymord.
Det er det jeg vil afmale
her med sandheds klare ord,
Til advarsel for enhver,
Som sin næstes gods har kær

Stormen over marken fyger,
Regnen voldomt strømmer ned.
Henad Støbyvejen stryger
trende skumle røvere.
De til råds skal hos en ven,
kaldet Handskemageren.

Snart de sidder omkring bordet,
Mutter øl og mad har bragt.
Handskemageren har ordet,
han har angrebsplanen lagt,
Hvordan de skal bedst få fat
i Johansens skjulte skat

"For ej levende at brænde
disse stakler" siger han,
"førend kassen vi antænde,
slår vi dem ihjel på stad".
Han var helt medlidende,
som enhver heraf kan se.

Alle fire nu sig sniger
Til Johansens stille bo,
Hvor de stakkels folk og piger
Trygge nyde nattens ro.
Udenfor først blev anbragt
"Heden" til at holde vagt.

Ind i køkkenet de stiger,
Der de lukke med en slå
Døren for de stakkels piger,
Som i søvnens arme lå,
Smilende i drømme sød
Anede ej deres død.

Manden vågnede ved larmen
Mens han ud af sengen sprang,
Løftes døren op ad karmen,
Han en sabel greb og svang.
Handskemageren var ej sen,
Spændte for den gamle ben.

Ind Mads Vixnæs nu sig skyndte,
Og da manden ej vil dø,
Med en Økse han begyndte
Ham i hovedet at klø.
Midlertidsens skulle Baad,
Kvæle konen med en tråd.

Men endskønt hun inte heller
Ville gi´ sit liv til fals,
Morten trak alligeveller
Strikken til om hendes hals.
Stakkels kone måtte da,
skønt helt nødig gå herfra.

Nu de fire skurke vendte
Sig derfra og uden frygt,
De til evigheden sendte
Pigerne, skønt det var stygt.
De dem begge myrdede
På det allergrusomste.

For at ende hele legen
Med et muntert efterspil,
Vil de brænde hele grejen
Og i huset tænde ild.
Flammen lystigt knitrede,
Da de hjemad tøflede.

Themis sværd er ikke krummet
I den gamle danske stat,
Defor har man dem genummet
Og i streng forvaring sat.
Der man dem nu sidde la´r
Til man hovedet af dem ta´r.

Landsmand, heraf kan du kende,
Om du før ej vidst det har,
Hver forbrydelse en ende
Med forfærdelse dog ta´r.
Derfor vogte du dig vel,
At du ej slår folk ihjel.

Kilde: Nakskov Lokalarkiv  (på deres hjemmeside kan man også høre visen sunget)

Tak

Denne webdoc er skrevet af Jakob Olling i 2018.

Den er produceret i forbindelse med udarbejdelse af TV ØST dokumentaren: Historiske mord – Handskemagerbanden, produceret af Ingrid Østergård og Toke Sloth Grøndal.

Tak til de lokalhistoriske arkiver i Maribo og Rudbjerg for lån af materiale.