Genopbygning af nedbrændt gods gået i stå

En af danmarkshistoriens mest omfattende genopførelser af en fredet bygning er gået i stå.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På få sekunder bredte flammerne sig pludselig op ad de røde mursten og ud gennem de hvide vinduer på det historiske gods Sparresholm.

Natten til den 20. juni 2013 slog lynet ned i godset, der ligger i idylliske omgivelser mellem Næstved og Rønnede, og fyldte gårdspladsen med slukningskøretøjer, politi og røgdykkere.

Men de kunne intet stille op. Den omfattende brand fik godset til at udbrænde, så kun ydermurene stod tilbage. Nu er genopbygningen gået i stå.

Hele det første år efter branden gik med oprydning og sikring af bygningen. Herefter gik der endnu et år med at finde den rette arkitekt, og først i foråret 2015 blev den endelige underskrift sat. 

Artiklen fortsætter under klippet: 

Brandfolk forsøgte forgæves at slukket branden på Sparresholm den 20. juni 2013.

Men det betød ikke fremdrift.

Et regeringsskifte i juni 2015 betød, at Det Særlige Bygningssyn under Slots- og Kulturstyrelsen først kunne samles og vurdere de første tegninger til godset i foråret 2016, hvor de vendte tommelfingeren nedad til arkitekttegningerne.

Artiklen fortsætter under billederne:

 
  Foto: TV2 ØST
 
  Foto: TV2 ØST

Først i august 2016 blev tegningerne godkendt af Det Særlige Bygningssyn, og endelig ved årsskiftet til 2017 begyndte håndværkerne på genopførelsen af det historiske gods.

Men det er gået langsomt, og der kunne først holdes rejsegilde i februar i år. Alt det indvendige er endnu ikke projekteret færdigt og godkendt, mens det udvendige arbejde nu er gået helt i stå.

- Det er superærgerligt, siger godsejeren Thomas Garth-Grüner fra lejligheden i København, hvor han flyttede ind efter branden på Sparresholm.

Kan ikke flytte ind i sit barndomshjem

Han troede, der kun ville gå få år, før han kunne flytte tilbage til sit barndomshjem.

- Forleden fandt jeg faktisk et notat fra et møde, som vi havde to uger efter branden, hvor en person sagde, at der ville gå to år, før vi var færdige med genopførelsen. Men det er vi ikke, siger han. 

Artiklen fortsætter under billedet:

 
  Foto: TV2 ØST

Ifølge godsejer Thomas Garth-Grüner er det en uoverensstemmelse mellem arkitekter, ingeniører, forsikringsselskabet og ham selv, der er skyld i, at en af danmarkshistoriens mest opfattende genopførelser af en fredet bygning er gået i stå.

- Så længe den tvist er der, så er det ikke muligt at holde håndværkerne i gang, siger Thomas Garth-Grüner. 

Artiklen fortsætter under billedet:

Godsejer Thomas Garth-Grüner.
Godsejer Thomas Garth-Grüner. Foto: TV2 ØST

Han har svært ved at placere et ansvar i sagen. Men Thomas Garth-Grüner forklarer, at det handler om dårlig kommunikation mellem parterne og finansiering. Derfor er sagen nu overladt til parternes advokater.

En del af hele Danmarks historiske fortælling

Slots- og Kulturstyrelsen er ganske vist ikke en del af de uenigheder, der har sat byggeriet i stå, men de er fredningsmyndighed og fremhæver godset som historisk vigtigt. 

Artiklen fortsætter under billederne:

 
  Foto: TV2 ØST
 
  Foto: TV2 ØST

- Bygningerne er en del af hele Danmarks historiske fortælling, og Sparresholm er ligesom andre fredede bygninger en helt særlig ting, derfor er det vigtigt at værne om, siger Merete Lind Mikkelsen, enhedschef ved Slots- og Kulturstyrelsen.

Hun forklarer, at genopbygningen af Sparresholm især har trukket ud, fordi bygningen skal leve op til retningslinjerne for fredede bygninger.

- Essensen af fredningen er at passe på bygningen af hensyn til de fremtidige generationer, siger Merete Lind Mikkelsen. 

Uenigheden om Sparresholm bunder blandet andet i, hvor krævende det er at genopføre en fredet ejendom i den størrelse. Se interviewet med Merete Lind Mikkelsen, enhedschef hos Slots- og Kulturstyrelsen, her.

 


Nyhedsoverblik