Det vi har sammen

Antallet af underretninger på børn og unge slår rekord på Lolland

00:54

Antallet af underretninger tikker talstærkt ind til kommunen, især sidste år, som blev rekord på området med 1.531 underretninger fordelt på 885 børn og unge.

Antallet af børn og unge, der mistrives, vokser i Lolland Kommune. Men de stigende underretninger er også en god ting, mener sektorchef.

Sagsbehandlerne i børn- og ungesektoren i Lolland Kommune har rigeligt at se til for tiden.

Antallet af underretninger tikker nemlig talstærkt ind til kommunen, især sidste år, som blev rekord på området med 1.531 underretninger fordelt på 885 børn og unge.

- På sådan en dagligdag kan der jo godt komme mellem fem og ti underretninger ind, hvor vi så skal vurdere, om der er tale om noget akut. Det har vi 24 timer til, fortæller teamleder for børn- og ungerådgivningen Øst i Lolland Kommune, Charlotte Veistrup.

Fra 2015 til 2016 er antallet af underretninger til Lolland kommune steget med 169 stykker.

På sådan en dagligdag kan der jo godt komme mellem fem og ti underretninger ind

Charlotte Veistrup, teamleder for børn- og ungerådgivningen Øst i Lolland Kommune

- Det er jo et højt antal, men jeg tænker også, at det betyder, at vi får fokus på nogle børn, som vi måske ikke har haft fokus på før, siger Lotte Christensen, der er sektorchef for børn og unge i kommunen.

Flere underretninger år for år

Antallet af underretninger på Lolland er steget støt hvert eneste år. Størstedelen af underretningerne går på omsorgssvigt, men meldinger om vold i hjemmet, er også noget, som sagsbehandlerne nu møder mere og mere.

Ifølge sektorchefen er tilflyttere, som har underretninger med sig fra andre kommuner, en del af forklaringen på det stigende antal. Men det handler også om, at kommunen er blevet bedre til at spotte de børn, der har brug for hjælp. 

Læs også Lolland og Guldborgsund oplever lavine af nye sager om udsatte børn

- Jeg har det jo rigtig skidt med, at vi har nogle børn, der mistrives, men jeg tænker også, at underretninger jo også er et signal omkring, at vi gør rigtig meget ude i primærområdet og opdager, hvis der er noget galt, så jeg synes ikke bare, det er negativt, lyder det fra sektorchef Lotte Christensen.

Det er en god trend med flere underretninger, det vil hjælpe flere børn, end man har set tidligere, især hvis kommunen sørger for at få fulgt ordentligt op på hver eneste underretning

Rasmus Kjeldahl, direktør hos Børns Vilkår

Børns Vilkår: Det vil hjælpe flere børn

Ifølge tal fra Børns Vilkår kender to ud af fem ikke til underretningspligten i Danmark. Og det er gode nyheder, når antallet af underretninger stiger. Også på Lolland.

- Jeg synes, det er en god trend med flere underretninger, det vil hjælpe flere børn, end man har set tidligere, især hvis kommunen sørger for at få fulgt ordentligt op på hver eneste underretning, siger direktør hos Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Ifølge Lolland Kommune er de pressede af de mange underretninger, men hver eneste henvendelse bliver taget alvorligt.

Kommunen vil nu fortsætte med at nedbringe antallet af underretninger. Blandt ved hjælp af en tidlig indsatsstrategi, som skal målrettes de udfordrede forældre.

Læs også Færre pædagoger til udsatte børn

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App