Her begejstrer inklusion: Vi har et fællesskab

På Pedersborg Skole i Sorø har de tilsyneladende knækket koden, når det kommer til den ellers så udskældte inklusion i folkeskolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Pedersborg Skole i Sorø har de valgt at gøre op med inklusion som begreb, og vil i stedet meget hellere dyrke dét, man kalder for stærke børnefællesskaber.

Noget, som blandt andre 15-årige Christina Christensen har mærket. Hun har en årrække været på en specialskole, da hun ikke fungerede i folkeskolen, men i dag trives hun på Pedersborg Skole.

- Nu har jeg det rigtig godt, jeg har fået en god veninde, og jeg er kommet ind i et fællesskab, hvor jeg føler mig velkommen, siger Christina Christensen.

Christina Christensen har blandt andet klaret overgangen fra specialskole til folkeskole med hjælp fra en AKT-pædagog, der er tilknyttet et fast team på skolen.

Satser på inklusion

Pedersborg Skole har satset stærkt på inklusionen især de seneste par år. Her har de også har mærket en nedgang i antallet af børn, de sender på specialskoler.

- Det, man skal forstå omkring inklusion, det er, at inklusion handler om et barn og i folkeskolen, der handler det jo om et fællesskab, netop en gruppe af børn, fortæller skoleleder Christina Aalling Wolff.

Indsatsen på området foregår også i stærkt samarbejde med Sorø Kommune, som blandt har etableret et specialteam bestående af fagfolk, som er klar til at rykke ud på de forskellige folkeskoler, hvis tingene bliver svære. Især går man op i at vejlede lærerne.

- Jeg tror i virkeligheden at det allervigtigste er, at vi slet ikke arbejder med inklusion i Sorø kommune, vi arbejder til gengæld med stærke børnefællesskaber. Bare når man taler om inklusion, sætter man et stempel i panden på børn, nogle børn, der skal tilpasse sig, forklarer børne– og familiechef i Sorø Kommune, Henrik Madsen.

Vil på efterskole

15-årige Christina Christensen er glad for at være tilbage i folkeskolen. Hun drømmer om et år på en efterskole i fremtiden og trives langt bedre i sin klasse end nogensinde før.

Noget, som også er til stor gavn for de øvrige elever i klassen.

- Dét, det giver til børnene, det er jo, at de oplever at alle er forskellige, har forskellige vilkår og har forskellige udfordringer.  At det ikke bare er eliten, der sidder samme sted, siger AKT-pædagog Jannie Brun Jessen. (AKT står for Adfærd, Kontakt og Trivsel, red.)

 

 


Nyhedsoverblik