Hentede sin kone: To personer sigtet for menneskesmugling

Politiet sigtede fredag to personer at forsøge at smugle personer ind i landet uden rejselegitimation.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To gange på én dag standsede grænsekontrollen ved Rødbyhavn personer, som ikke havde gyldig rejselegitimation på sig.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Tidlig fredag morgen ankom en familie bestående af en 20-årig serbisk kvinde fra Malmø, hendes 1-årige søn og barnets 23-årige serbiske far med bus fra Tyskland.

Den 23-årige mand havde dog ikke nogen gyldig rejselegitimation, og kvinden blev derfor anholdt og sigtet for menneskesmugling. Hun blev løsladt igen, da hun var blevet afhørt.

Hentede sin kone i Tyskland

Senere samme dag ankom en 36-årig mand fra Bergen – også med bussen fra Tyskland. Han forklarede, at han havde hentet sin 22-årige irakiske kone i Tyskland, men heller ikke hun havde de nødvendige papirer.

Derfor blev den 36-årige anholdt og sigtet for menneskesmugling.

Også han blev løsladt efter at være blevet afhørt.


Nyhedsoverblik