Helge Adam Møller om Karsten Nonbo: Man kunne altid stole på ham

Helge Adam Møller (K) og Karsten Nonbo (V) er kolleger i Næstved Byråd. Deres venskab går mange år tilbage. Foto: Næstved kommune

Karsten Nonbo meldte i dag ud, at han trækker sig fra politik. Hans kollega Helge Adam Møller vil savne ham i byrådet i Næstved.

- Det er ikke fordi han er gammel og træt!, forsikrer Helge Adam Møller (K) om årsagen til Karsten Nonbos (V) farvel til politik.

- For Karsten har det altid været fuld fart fremad, siger hans kollega fra Næstved Byråd.

Fra 1997 til 2012 har de to politiske frontmænd arbejdet sammen på kryds og tværs. De har siddet skulder ved skulder ved forhandlingsbordet og cyklet side om side på de danske landeveje.

Med Karsten Nonbos afgang fra dansk politik vil Helge Adam Møller mindes den tidligere venstremands professionelle kvaliteter.

- Karsten var en fornøjelse at arbejde sammen med. Man kunne altid stole på, at han holdt sit ord, og det gjorde ham til en af de mest troværdige personer, jeg har samarbejdet med, lyder det. 

Går efter sagen og ikke personen

Helge Adam Møller beundrer især Karsten Nonbos evne til at være omskiftelig, når ikke alt går hans vej.

- Han ville altid forholde sig til det konkrete, en modstander havde at sige, i stedet for at gøre det til noget personligt. Han erkendte altid sine nederlag og gjorde derefter alt, hvad han kunne, for at løse problemer i samarbejde med dem, han var uenig med.

Op på den tohjulede

Læs også Venstre-veteran trækker sig fra politik lige inden valg

Ikke mange ved, at Karsten Nonbo og Helge Adam Møller har brugt mange timer og kilometer på cyklen sammen.

Helge Adam Møller fortæller endda, at Karsten Nonbo hver eneste dag kom cyklende langvejs fra, dengang de to deltog i byrådsmøder i Næstved.

- Hver dag cyklede han 13 kilometer til arbejde. Om det så var i regn, sne og slud, så var Karsten på pletten – en garvet cyklist. Man skulle tro, at han var 20 år gammel.

Og når vejrguderne ikke var på Karsten Nonbos side, havde han en plan B.  

- Han havde altid et jakkesæt i reserve på kontoret, og pakkede sig ind i et regnslag på cyklen, hvis det regnede – på det punkt ville han ikke lade sig kue, fortæller Helge Adam Møller.

Landmand uden at være det

Karsten Nonbo har før fortalt, at han holder af, at køre i mejetærsker og traktor – ikke som landmand, men for fornøjelsens skyld.

Denne glæde for landbruget og alt, hvad der hører til, skinner ifølge Helge Adam Møller tydeligt igennem hos Karsten Nonbo.

- Karsten har altid været en god gammeldags politiker. Man kan altid fornemme den her solide landmand i ham i alt, hvad han foretager sig, selv når det bliver benhårdt rent politisk. Hvis jeg skulle beskrive ham med en enkelt sætning, ville jeg sige, at han er en solid mægler, som hviler i sig selv. 

Læs også Nonbo ude af Folketinget

28 år er ingenting

De to garvede politikere har dog også altid været garanter for kække bemærkninger indbyrdes, og der lefles ikke fra Helge Adam Møllers side, når det kommer til en vurdering af Karsten Nonbos 28 år lange periode i politikkens verden.

- 28 år? Det er jo ingenting for en veteran som jeg selv. 28 år er sådan lidt amatøragtigt, siger han. Selvfølgelig med et glimt i øjet.

Tip os Har du et godt tip?