Heldig lottospiller skriver historie - fik dobbelt op på syv rigtige

Arkivfoto. Foto: TV ØST

En Lotto-spiller fra Næstved havde to gange syv rigtige på sin kupon. Det er aldrig sket før i Lottos historie.

- Vi skulle lige kigge en ekstra gang, da vi fik vinderdetaljerne og så lige en gang mere.

Sådan siger Marie Grabow Westergaard, pressechef i Danske Spil, efter det ved første øjekast så ud til, at der var tre heldige vindere af denne uges 1. præmiepulje i Lotto.

Men hos Danske Spil kunne man konstatere, at der var sket noget helt utroligt.

Det har jeg aldrig hørt om før

Marie Grabow Westergaard, pressechef i Danske Spil

- Den ene vinder havde syv rigtige to gange på sin kupon. Vedkommende har altså spillet de samme tal to gange. Det har jeg aldrig hørt om før, siger Marie Grabow Westergaard.

Aldrig sket før

Efter nærmere undersøgelser viste det sig ifølge Danske Spil, at det ganske vist var sket for første gang nogensinde.

- Vi har af og til flere vindere af 1. præmien, men det er aldrig sket før, at de er på samme kupon. Spilleren har et PLUS abonnement, så vedkommende spiller altså hver uge to ens rækker på sin kupon. Det er der ikke ret mange der gør, men her har det betydet en større gevinst, så det må siges at være et heldigt valg, siger Marie Grabow Westergaard.

Der var tre rækker med syv rigtige i lørdagens trækning, hvor hver rigtig række er to millioner kroner værd. Spilleren med to rigtige 1. præmierækker får derfor fire millioner kroner, mens den anden vinder får to millioner kroner

Spilleren med de to heldige rækker kommer fra Næstved Kommune. Den anden 1. præmievinder har spillet via sin mobil og er fra Herning Kommune.

To andre heldige vindere

Ud over 1. præmievinderne var der også to heldige vindere af Lottos Millionærgaranti denne weekend.

Hver uge trækkes der lod om to gange en million kroner på alle spillede rækker. Det betyder, at ens Lottokupon kan være en millioner kroner værd, selvom man har nul rigtige.

Her var der også en genganger, selvom det kun var byen, der gentog sig.

En af de heldige vindere af Millionærgarantien havde nemlig købt sin kupon i Føtex på Bredgade i Herning. Den vinder har Danske Spil endnu ikke hørt fra. Den anden Millionærgaranti blev købt på nettet af en spiller fra Skanderborg Kommune.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App