Det vi har sammen

Hediga Morads datter tror, hendes mor er i Syrien

Torsdag blev videoafhøring af Hediga Morads nu 11-årige datter afspillet i retten i Nykøbing Falster. Hediga Morad er ikke set siden oktober 2015, hvor hun forsvandt i Vordingborg. Arkivfoto

Fjerde retsdag: Datteren til den forsvundne Hediga Morad siger under en afhøring, at hun har overhørt sin mor i telefonopkald fra Syrien

Under fjerde retsdag blev videoafhøring af den 11-årige datter til den tiltalte og Hediga Morad afspillet.
Her siger hun, at hun er af den opfattelse, at hendes mor er taget til Syrien.

Den 11-årige datter og hendes 14-årige bror skulle afleveres til deres far i Vordingborg den weekend i 2015, hvor Hediga Morad forsvandt.

Den 11-årige datter fortalte under afhøringen, at i toget fra Vejle til Vordingborg ringede Hediga Morad til sin far i Syrien.

Her mener pigen, at Hediga Morad sagde til morfaren, at hun ville tage ned til ham i Syrien.

En telefonopringning fra Syrien

Selvom den 11-årige datter tror, at hendes mor er i live og befinder sig i Syrien, har hun ikke selv talt med hende, siden hun forsvandt i oktober 2015.

Hun mener dog, at hun under en samtale med sin mormor har hørt Hediga Morads stemme i baggrunden. Her skulle hun have hørt moren sige: - Du skal ikke sige, at jeg er her i Syrien.

Den tiltalte skulle også have fortalt datteren, at Hediga Morad ringede fra Syrien, men datteren har aldrig selv snakket med hende.

Den nu 11-årige datter og 14-årige søn boede med Hediga Morad i Vejle, men under afhøringen fortalte pigen, at hun bedre kan lide sin far, altså den tiltalte, end sin mor.

Børnene hjalp med at lede efter deres mor

Datteren fortalte også, at Hediga Morad virkede glad under besøget hos tiltalte i Vordingborg.

De to børn havde taget toget fra Vejle til Vordingborg med deres mor fredag aften den 9. oktober 2015. De havde alle fire sovet sammen på en madras i stuen i tiltaltes lejlighed natten til lørdag. 

Læs også Lektor: Usandsynligt, at Hediga selv har skrevet afskeds-sms

Den efterfølgende morgen havde de alle fire spist morgenmad sammen. Herefter var faderen taget ud for at handle ind. Mens faderen var væk forlod Hediga Morad lejligheden for at besøge en ven. Hun havde jeans og jakke på og medbragte en lille taske. Siden har pigen ikke set sin mor.

Da deres far kom tilbage fra handleturen ringede de sammen til flere af Hediga Morads venner, og de kørte til Vordingborg station for at lede efter hende.

Hediga Morads 14-årige søn blev også afhørt, men hans afhøring blev ikke afspillet i retten torsdag.

Retssagen fortsætter den 25. januar, der falder dom i sagen den 28. januar.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App