muted

Harald Krabbe ville hive sine kirsebærtræer op:

- Det skal de fandme ikke... Vi skal lave kirsebærvin

På Frederiksdal Gods producerer de flaske efter flaske med vin lavet på det syrlige stevnskirsebær. Men i starten lå det ikke i kortene, at firmaet skulle vokse sig så stort, som det er i dag. TV ØST tegner et portræt af kirsebærpionererne.

Prolog

AF KATJA HØJBJERG OG IDA LAURSEN BROCK

Snakken gik lystigt rundt om frokostbordet. Ved siden af hinanden sad to mænd med vidt forskellige baggrunde. Den ene ejer godset på Lolland, hvor selskabet spiste frokost, og han er landmand i hjerte og sjæl. Den anden er almindelig lønmodtager, journalist, vinkender og levemand i København.

De to var endt ved frokostbordet sammen ved et tilfælde. ”Som at møde hinanden helt tilfældigt i en HT-bus i København”, som godsejeren senere kaldte det. Godsejerens søster havde nemlig en flok venner på besøg, og én af de venner var kærester med journalisten.

- Hvad gror du derude på markerne?

Journalisten spurgte og spurgte og spurgte, hvorfor gror du det, hvorfor lige roer, og hvad med kornet? Hvad kan det? Han ville suge al viden til sig og lære noget om den mand, han sad ved siden af.

Sidemanden er en mand af få ord, så til sidst rejste han sig og sagde til den spørgelystne, at han skulle komme med. 

- Kom, vi kører en tur ud på markerne. Så kan du se det i stedet for at høre om det, sagde godsejeren.

Selvom sommerregnen faldt i tætte stråler, kørte de to af sted ad de bumlede markveje. Godsejeren pegede rundt og fortalte om det, som journalisten ti år senere ville komme til at betegne som ”roer og hvede og alt muligt andet røvsygt”. Til sidst nåede de to mænd et lille stykke mark, hvor en række kirsebærtræer tårnede i vejret.

Kom med bag Frederiksdal Kirsebærvin og hør hvordan det hele startede. Video: Katja Højbjerg

Journalisten stak hånden ud af vinduet og plukkede et af de sorte, regnvåde bær. Han spiste det, og syren bredte sig i munden på ham. Det bær var noget særligt.

- Træerne skal hives op. Der er ikke nogen penge i kirsebær, konstaterede godsejeren.

Journalisten stoppede op og udbrød: 

- Det skal de fandme ikke. Vi skal lave kirsebærvin.

Godsejeren så på journalisten og svarede hurtigt – og for journalisten ganske overraskende, for på det her tidspunkt var godsejeren mere til mælk end til vin:

- Okay. Så gør vi det.

Og på den måde blev det, at journalisten og godsejeren, efter at have kendt hinanden i bare en halv time, kastede sig ud i at lave kirsebærvin sammen. Knap havde journalisten forladt godsets indkørsel, før han ringede til en livline og fik en mand mere med ombord – kokken.

Og så kunne eventyret begynde. Eventyret om Frederiksdal Kirsebærvin.

Journalisten ~ Livsnyderen og romantikeren

Morten Brink Iwersen har svært ved at sidde stille. Og stå stille. Der er hele tiden gang i ham. Når han fortæller historier, så lægger han hele kroppen i. Og det gør han tit. Fortæller historier, altså.

Og en af dem, der stikker dybest i ham, er den om Frederiksdal Kirsebærvin - hans, Harald Krabbes og Jan Friis-Mikkelsens lille grimme ælling, der har vokset sig til en stor og ganske imponerende svane.

quote Det er virkelig tre verdener, der mødes. Men vi er gode til ikke at gå ind over hinandens fagområder

Morten Brink Iwersen

Passionen for den aromatiske vin lavet på kirsebær sitrer helt ud i fingerspidserne på Morten. Han vil så gerne fortælle om det, så alle forstår, hvor fantastisk det hele er. Og det er da også ham, der står for kommunikationen og fortællingen i projektet, der er bygget op omkring de tre meget forskellige hovedpersoner.

- Det er virkelig tre verdener, der mødes. Men vi er gode til ikke at gå ind over hinandens fagområder. Jeg holder mig helt ude af det landbrugstekniske, som Harald kender alt til. Der kan jeg jo ikke være med. Og Jan, den måde han smager vinen på… Han er helt nazi, når den skal smages igennem og vil altid smage tre gange mere end mig, der er hurtigere til at sige, at nu er det godt nok. Men fortællingen. Den overlader de til mig, siger Morten. 

Især én situation husker Morten Brink Iwersen med glæde, når han tænker tilbage på de ti års samarbejde med Harald og Jan. Video: Katja Højbjerg

Men det er også de tre’s forskelligheder, der får projektet til at fungere – også selvom det bestemt har været et eventyr med indtil flere afgørende, kritiske steder. En slags stationer på projektets togtur, hvor de alle sammen overvejede, om det var tid til at stige af.

- Det har altid interesseret mig mest at lave vinen. Jeg har aldrig været særlig fokuseret på forretningen. Men jeg har tænkt meget over det, for vi har virkelig haft nogle sammenstød. Jeg havde en drøm om at lave det her som sådan et hyggeprojekt. Det skulle ikke være for stort, jeg skulle ikke kunne falde eller få økonomiske bindinger, fortæller Morten.

quote Harald meldte tidligt ud, at hvis det her ikke kunne bære en løn, så var han ikke med. Det har vi virkelig haft nogle skænderier om

Morten Brink Iwersen

- Harald meldte tidligt ud, at hvis det her ikke kunne bære en løn, så var han ikke med. Det har vi virkelig haft nogle skænderier om. Vi var ved at gå fra hinanden. Jeg har haft svært ved at forstå, at hvis der skal være penge i det, så skal det også have en vis tonnage. For så syntes jeg, at den romantiske drøm røg af det.

 
  Foto: Privatfoto

Men selvom bølgerne nogle gange er gået højt, så er de tre stadig sammen i dag. Morten har accepteret, at der er meget mere end ti tønder i vineriet, og at han ikke kan have fuldstændig kontrol med, hvad der er i dem. Og årsagen til, at de stadig går sammen gennem historien, skal faktisk i langt højere grad findes i det indbyrdes forhold mellem dem. 

- Vi har det hyggeligt, og det har langt større værdi end den daglige drift. Vi har også meget til fælles, og vi har en god historie, og vi har skabt noget sammen, siger Morten.

Det fik han blandt andet øjenene op for på en tur til det sydspanske sherry-mekka Jerez i december.

- Vi var taget derned for blandt andet at møde en ny winemaker. Men også for at smage sherry og spise skaldyr. Og bare være sammen om den passion for mad og vin, som vi har opbygget. Det er sådan noget som det, der har gjort, at jeg er blevet ved, selvom jeg har været ved at give op flere gange. 

quote Jeg syntes, det var en skandale, at vi havde en landmand, der gik rundt og vidste absolut ingenting om, hvad man lavede i Sydeuropa inden for landbrug

Morten Brink Iwersen

Eventyret med kirsebærrene begyndte også med en rejse. Harald Krabbe var nemlig helt grøn udi vin i en sådan grad, at journalisten og vinkenderen Morten, som har arbejdet flere år på sydfranske vingårde, så det som en af sine fineste opgave at tage godsejeren med på en dannelsesrejse.

Derfor tog de to en tur op gennem Europa, hvor de smagte forskellige vine og lærte om jorden og landbruget. Morten vidste nemlig, at hvis han for alvor skulle ramme Harald Krabbe og få ham ombord på kirsebærprojektet, så skulle han få øjnene op for, at det at lave vin er den ædleste landbrugsform i Sydeuropa. 

Jan, Harald og Morten på rejse til Jerez.
Jan, Harald og Morten på rejse til Jerez.

- Jeg syntes, det var en skandale, at vi havde en landmand, der gik rundt og vidste absolut ingenting om, hvad man lavede i Sydeuropa inden for landbrug. Hvor man værdiforædler allermest. Og det er jo inden for vin. Man kan påvirke produktet på så mange parametre, og det vidste han ikke en skid om, forklarer Morten.

Fra bær til vin - kom med på rejsen. Grafik: Lonni Christiansen

- Så jeg tog ham med for at vise ham, at landbrug er mere end bare korn og roer, og at man i Sydeuropa har forfinet den del til perfektion.

På rejsen gennem Sydeuropa hørte de to desuden fra flere sider, at skulle man lave vin på kirsebær, så var stevnskirsebærret, som stod på Harald Krabbes marker, det absolut bedste bær at arbejde med. Så langt, så godt. Siden den første rejse, har de lært meget mere om, hvilke teknikker inden for vin på druer, der også fungerer med kirsebær, og hvilke der ikke gør. De har fået en tysk winemaker med ombord, og de er blevet større og større og større.

quote Hvis vi kan erobre verden, så skal vi. Sådan ser jeg det. Det er vores livsværk det her

Morten Brink Iwersen

- Jeg har måtte vænne mig til, at jeg ikke længere ved, hvad der er i tønderne. Det vidste jeg før, sådan helt autistisk. Jeg gik så meget op i det. Og jeg har hele tiden haft det sådan – lad os lige se, om Storebæltsbroen virker, før vi bygger Femern Bælt, siger Morten.

- Men jeg har så småt vænnet mig til tanken, og jeg har også fået de store briller på. Hvis vi kan erobre verden, så skal vi. Sådan ser jeg det. Det er vores livsværk det her. Men jeg vil gerne have, at vi vokser organisk.

Se dronebilleder af kirsebærtræerne ved Frederiksdal Gods. Video: Jacob Linddahl

Godsejeren ~ Den visionære arbejdshest

Harald Krabbe har øjnene rettet mod horisonten. Fremtiden.

Han ved, hvor han vil hen, og han ved, hvad Frederiksdal Kirsebærvin skal være. Vinen skal ud og udfordre alle folks opfattelse af, at kirsebærvin er sådan noget, der står på nederste hylde i Netto, koster 39,95 kroner og smager, som om der er proppet ti tons sukker i.

Harald Krabbe ser til glasballonerne med kirsebærvin.
Harald Krabbe ser til glasballonerne med kirsebærvin. Foto: Privatfoto

For ham er det her projekt ikke en hobby; det er hans levevej. En livsstil. 

Eller det er det i hvert fald blevet. Men da journalisten Morten Brink Iwersen helt tilfældigt kom forbi Frederiksdal Gods i 2006, var vin ikke noget, som interesserede godsejeren det mindste. Som landmand dyrkede han roer og korn, og han solgte også sine stevnskirsebær til juiceindustrien. Men det var der ikke mange penge i - for at sige det mildt. Derfor skulle træerne væk. De bidrog ikke til godsets og virksomhedens bæredygtighed.

Men så kom journalisten jo som bekendt forbi. Den bysmarte gadedreng med den gode idé. Og det ændrede alt for Harald.

quote Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg søgte noget. Jeg ville gerne noget andet. Og jeg tror, at jeg blev fascineret af Morten og hans ildhu

Harald Krabbe

- Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg søgte noget. Jeg ville gerne noget andet. Og jeg tror, at jeg blev fascineret af Morten og hans ildhu, fortæller han.

Det samme gælder kokken Jan Friis-Mikkelsen, som er den tredje af byggestenene i kirsebærprojektet.

Journalisten, godsejeren og kokken smager på deres egen høst.
Journalisten, godsejeren og kokken smager på deres egen høst. Foto: Privatfoto

- Jan er altid fyr og flamme, han kan og vil noget. Vi sætter alle tre det gastronomiske i højsædet, og jeg tror, at det er en af grundene til, at det her virker. Det er så sjovt at være sammen med de to gutter der, siger Harald.

For at vinprojektet kunne blive til noget, blev landmanden nødt til at lære, ikke bare hvordan man laver vin, men også hvordan god vin smager. Og for at opnå det, tog Morten Brink Iwersen Harald med på en tur op gennem Europa et års tid, efter de søsatte projektet. En tur fra vingård til vingård.

Harald Krabbe har været ved at smide håndklædet i ringen. Her fortæller han om en af de situationer. Video: Katja Højbjerg

- Jeg plejer at sige, at vi drak os vej op gennem Europa, siger landmanden og smiler.

Duoen mødtes i Piemonte i det nordlige Italien, rejste op gennem Sydfrankrig og til Tyskland. De besøgte omkring 30 vingårde undervejs, men Harald var i gode hænder, for Morten Brink Iwersen kender ifølge godsejeren gud og hvermand, fordi han i mange år arbejdede på sydfranske vingårde.

- Det var Mortens baghave, vi rejste rundt i, husker Harald.

Og her begyndte brikkerne endelig at falde på plads for landmanden. Han begyndte at forstå vin og forstå håndværket bag. Og håndværket bag et landbrugsprodukt; det er noget, en mand som Harald kan forholde sig til.

quote Pludselig kunne jeg sætte det, jeg oplevede, i relation til min egen gård. ”Det er jo det her, jeg skal”, tænkte jeg. Det var virkelig en uddannelsesrejse

Harald Krabbe

- Vi snakkede med vinbønder, og de fortalte om deres druer og jord og terroir, som jeg fik at føle til fulde, når jeg smagte deres vine. Fra skiferjord over kalkjord. Jeg lærte, at vinen fra de forskellige steder smagte, som de nu gjorde på grund af den jord, hvor druerne groede, og den landmand, der passede dem.

- Pludselig kunne jeg sætte det, jeg oplevede, i relation til min egen gård. ”Det er jo det her, jeg skal”, tænkte jeg. Det var virkelig en uddannelsesrejse. 

En anden aha-oplevelse ramte, da en vinanmelder fra Jyllands-Posten kom forbi kort tid efter. Han satte nemlig fokus på noget, som landmanden Harald slet ikke var vant til: At han selv kunne fastsætte prisen på sin afgrøde.

Frederiksdal Gods tårner i vejret på det vestlige Lolland.
Frederiksdal Gods tårner i vejret på det vestlige Lolland. Foto: Privatfoto

- Vinanmelderen smagte vinen, og jeg kunne se med det samme, at det var enten rigtig godt eller rigtig skidt. Heldigvis var det godt. Men han blev meget forbavset over, hvor godt vinen smagte. Og så spurgte han mig, hvad vinen skulle koste, og jeg slyngede et tal ud: 130 kroner. Det syntes han var rimeligt, forklarer godsejeren.

- Det var første gang, hvor jeg for alvor begyndte at omsætte det potentiale, vi havde på marken, til penge. Pludselig kunne jeg se, at min have var fyldt med diamanter. Der gik totalt bondemand i den. Og da sagde jeg ok. Det gider jeg godt bruge min tid på, siger Harald.

quote Vinanmelderen smagte vinen, og jeg kunne se med det samme, at det var enten rigtig godt eller rigtig skidt. Heldigvis var det godt

Harald Krabbe

Det er Harald, der har postet klart flest penge i projektet af de tre ejere, men det er også ham, der har hænderne mest nede i det. Det er jo ham med markerne, og det er hos ham alle egefaddene med vinen står og lagrer. Og det er ganske naturligt, at det er sådan. Morten arbejder nemlig fuldtid som journalist, og Jan Friis-Mikkelsen har Restaurant Tinggården i Frederiksværk.

Og med Harald ved roret er Frederiksdal Kirsebærvin gået fra en produktion på 3.000 liter i 2006 til 200.000 liter i 2016. Fra at være lejet ind i et nærliggende vineri tæt ved godset på Lolland, til selv at have en tidligere kostald fyldt med fermentortanke, ståltanke, trætønder og glasballoner. Færdige flasker med den rødeste vin lavet på kirsebær.

De tre ejere af Frederiksdal Kirsebærvin har haft nogle sammenstød. Men venskabet har hver gang vejet tungere end skænderierne. Video: Katja Højbjerg

- Vores oprindelige mål var at bruge alle kirsebærrene fra mine træer til vin. Der er vi ikke endnu. Lige nu er det cirka halvdelen på et normalt kirsebærår, men det skal vi nok komme. Det næste skridt er også at gøre vinen tilgængelig flere steder. Så der bliver drukket en lille smule af vores vin i hele verden, siger Harald. 

Der er flere minder igennem hans 11 år som vinmager, som skiller sig ud. Hans eget bryllup, hvor Jan Friis-Mikkelsen og Morten Brink Iwersen havde taget en glasballon med deres vin med til festen. En prisuddeling, hvor Harald for første gang smagte sin egen vin fra en stor magnum-flaske – en vin med en helt anden karakter, end hvad han hidtil havde oplevet. Og en forfærdelig varm nat i kostalden, hvor Harald kæmpede med en genstridig kirsebærpresse, blev helt dækket af den røde saft og var ved at kaste håndklædet i ringen.

Minder ér der, men godsejeren dvæler ikke ved dem. Han skal fremad.

quote Jeg glæder mig bare til at blive 85 år og smage min egen vin fra i går. Opleve den kæmpe oplevelse, det helt sikkert er, når vinen ældes og bliver mere yndefuld

Harald Krabbe

- Det er blevet en livsstil, men for mig er det jo noget, som jeg først lige er begyndt på. De andre vinhuse i Europa har lavet vin i 300 år, og de ved præcis, hvad de laver. Så for mig er det her en rejse, der skal forædle mit landbrugsprodukt, fortæller godsejeren:

- Jeg glæder mig bare til at blive 85 år og smage min egen vin fra i går. Opleve den kæmpe oplevelse, det helt sikkert er, når vinen ældes og bliver mere yndefuld.

Fremad, fremad –  først til Europa og dernæst skal hele verden druknes i kirsebærvin fra Frederiksdal Gods.

Kokken ~ Feinschmeckeren og perfektionisten

Jan Friis-Mikkelsen lader vinen køre rundt i glasset og tager en tår. Det er ham, der beslutter, hvilken slags mad kirsebærvinen passer bedst til. De lidt tungere vine kan passe godt til den traditionsrige juledessert ris ala mande, mens dem med lidt mere syre går godt til de lidt friskere desserter.

Men det er ikke kun dessert, kirsebærvinen passer til. Vinen, der igennem tre år er blevet tæsket igennem af sol, vind og vejr i udendørs glasballoner – også kaldet Rancio – passer for eksempel godt til en ret med gris, abrikoser og rodfrugter. Vinen Reserve, der har lagret på små træfade, passer derimod godt til en ret med perlehøne og en lun salat af blommer, grønne bønner og spidskål.

quote Det var ikke gyldne dråber til at starte med. Det var det altså ikke. Når vi smagte vores vine til at starte med, så var vi helt ru i halsen bagefter

Jan Friis-Mikkelsen

Jan har udtænkt alle retter og parret dem med Frederiksdals kirsebærvine. Han har smagt og prøvet sig frem og tilføjet lidt og taget lidt fra igen, indtil maden og vinen komplimenterede hinanden præcis, som han ønskede det.

Han er det gastronomiske orakel i projektet.

Men at Frederiksdal Kirsebærvin skulle nå dertil, hvor de er i dag, havde kokken ikke forestillet sig. Derfor kan han heller ikke huske, hvad han foretog sig, da Morten Brink Iwersen greb knoglen i 2006 og inviterede ham med i kirsebærprojektet.

Høsten var til at overskue, da de tre vinproducenter hældte vin på flasker første gang.
Høsten var til at overskue, da de tre vinproducenter hældte vin på flasker første gang. Foto: Privatfoto

- Jeg har ret sikkert stået i køkkenet, da han ringede, siger han og smiler.

- Men det her projekt har udviklet sig så meget siden, og det vidste jeg jo ikke dengang, at det ville. Hvis jeg havde haft en idé om, hvor meget det her ville komme til at betyde for mig, så havde situationen nok også været mere skelsættende. 

Da de tre gik i gang med projektet, var der da heller ikke umiddelbart noget, der tydede på, at vinen ville blive til noget andet end bare et hobbyprojekt. I hvert fald ikke hvis man så på, hvordan vinen smagte. 

- Det var ikke gyldne dråber til at begynde med. Det var det altså ikke. Når vi smagte vores vine, så var vi helt ru i halsen bagefter. Det var på grænsen til at være sådan noget helt vildt syreholdigt saftevand, som næsten ikke var drikkeligt, fortæller kokken. 

Den første vin smager de tre kirsebærpionerer i 2008.

- Vi prøvehøstede et par gange i en meget lille skala, men det gik rigtig dårligt. Der gik mug og andet i bærrene, husker Jan.

Men så skete der noget, som modsat opkaldet fra Morten Brink Iwersen i 2006, har manifesteret sig i Jans hukommelse.

Det var først, da Jan Friis-Mikkelsen smagte den kirsebærvin, der havde fået lov at gære i nogle glasballoner i Haralds drivhus, at han for alvor troede på projektet. Video: Katja Højbjerg

- Vi havde placeret et par af de her glasballoner ude i Haralds drivhus, som vi havde ladet stå lidt, fordi vi ikke tænkte, at det overhovedet ville blive til noget. De havde stået der vinteren over, og måske to vintre. Så smagte vi på den her helt intense røde væske og pludselig så vi en vej ud af den her kæmpe høje syre, vi kæmpede med. Da så vi på hinanden og sagde ”Yes! Nu er den der”.

Men med en vin, der nu smagte meget bedre, end da de gik i gang, så røg de tre ejere også ud i nogle konflikter om projektets retning.

- Harald havde den drøm, at hvis vi skulle gøre det her, så skulle det også være noget, der bidrog rent økonomisk til godset. Det skulle ikke være en hobby. Det var sgu alvor det her. Der blev jeg nok lidt bange, for jeg var meget i tvivl om, om det her projekt kunne bære så stor en omstilling så hurtigt. Det tvivlede jeg voldsomt på dengang, siger Jan. 

quote Harald havde den drøm, at hvis vi skulle gøre det her, så skulle det også være noget, der bidrog rent økonomisk til godset. Det skulle ikke være en hobby. Det var sgu alvor det her

Jan Friis-Mikkelsen

Kokken ville ikke forcere noget og presse firmaet ud i noget, det ikke var klar til. Noget, som forbrugerne ikke var klar til. Men han måtte give sig til sidst. Og det gik jo godt, for nu er den før så tomme kostald på Lolland helt fyldt med kirsebærvin i forskellige afskygninger. 

- Det her eventyr var ikke nået hertil uden Harald. Han er Mr. Kirsebærvin, også på det økonomiske plan, hvor Morten og jeg ikke har de samme muligheder. Vi gjorde det også tidligt klart for ham, hvad vi kunne bidrage med. Vi havde viden, og vi ville stå på hovedet og hoppe på tungen for at få liv i det her projekt, men økonomisk havde vi ikke meget at bidrage med. Så det er i høj grad Haralds fortjeneste og formåen, at vi er her i dag.

quote Jeg får stadig helt gåsehud, når jeg tænker på, hvad solen kan gøre, og hvordan det smager. Der findes ikke noget lig det i hele verden. Det smager fantastisk

Jan Friis-Mikkelsen

Der er ikke nogen tvivl om, at Jan er stolt af kirsebærvinen og glad for samarbejdet med Harald Krabbe og Morten Brink Iwersen. Et samarbejde, som de alle beskriver som unikt, og som er drevet af en enorm indbyrdes respekt for hinandens vidt forskellige spidskompetencer. Og selvom der nu er gået 11 år, siden kirsebærvinen så småt begyndte at flyde, så kan kokken stadig bliver ramt på hjertestrengene, når han tænker tilbage. 

Jan Friis-Mikkelsen fylder vin på flasker.
Jan Friis-Mikkelsen fylder vin på flasker. Foto: Privatfoto

- Den måde, som solen havde påvirket vinen i den her glasballon, da vi smagte den første gang … Jeg får stadig helt gåsehud, når jeg tænker på, hvad solen kan gøre, og hvordan det smager. Der findes ikke noget lig det i hele verden. Det smager fantastisk. 

Epilog

Snakken gik lystigt rundt om det lille bord. Omgivelserne er grandiose, og lydniveauet var højt. Til verdens største vinmesse, Prowein i Düsseldorf i marts, var landmanden, journalisten og kokken på skift til stede for at fortælle hele verden om deres helt særlige vin. Som den første danske vinproducent, langt væk fra mulden og kirsebærtræerne på Lolland. Langt væk fra hjemmebanen.

Der lå allerede kontrakter med amerikanske og flere europæiske distributører hjemme i mappen på godset på Lolland, men her havde de mulighed for at tage projektet, livsværket, endnu længere.

- Do you want to taste some wine made on cherries?

Ordene var journalistens. Som altid havde han svært ved at stå stille, og han prøvede ihærdigt igen og igen at få de mange forbipasserende til at stoppe ved den lillebitte stand under kategorien ”Same but different”. 

På Prowein i marts kom der blandt andet to repræsentanter fra den svenske Michelin-restaurant Fäviken forbi for at smage Frederiksdal Kirsebærvin hos Morten Brink Iwersen og salgschef Anne-Marie Skriver. Video: Katja Højbjerg

Den første dag på den store messe gik der lidt tid, før der kom gang i det hele, men langsomt og sikkert blev de tynde, elegante vinflasker tømt ned i glasset hos tilkomne gæster.

Vinen blev kastet rundt i glasset, hældt indenbords og gurglet rundt i munden.

- Can you taste it? The figs? The nuts?

Ordene faldt på både engelsk, tysk og fransk – og et par gange også på dansk, når en dansk vinhandler kom forbi for at hilse på.

Generelt var nikkende og smilende anerkendende, da journalisten, godsejeren og kokken delte ud af deres blodrøde dråber.

- Vinen er meget elegant. Kroppen er meget ren og frugtig og smager af kirsebær og figner. Den er meget smuk på den lange bane, udbrød en kvindelig, fransk champagneproducent efter en længere smagsseance. Endnu et anerkendende blik, endnu et visitkort afleveret. 

Morten Brink Iwersen i gang med at mase kirsebærrene - ligesom man ser i vinproduktionen.
Morten Brink Iwersen i gang med at mase kirsebærrene - ligesom man ser i vinproduktionen. Foto: Privatfoto

Da messen sluttede et par dage senere, bugnede slagschefens mappe med kort og kontakter fra vinhandler i Tyskland, Japan, Holland, Irland, Østrig, Taiwan og Island. Eventyret var klar til at flyde ud over grænserne, ud i alle små hjem. Klar til at tage kampen op med portvin og Grand Marnier og med likørerne på restauranterne.

Og selvtilliden var ikke svær at få øje på, især ikke hos de tre kirsebærpionerer.

- Om vi så skal hælde vinen ned i halsen på dem, så indtager vi Europa. Vi drukner Europa i kirsebærvin, sagde journalisten. Klar til nye eventyr og flere skæbnesvangre beslutninger.