Har hjulpet handicappede i 25 år: I aften står han selv på sejrsskamlen

Jørgen Ellekjær fra Ringsted Handicap Idrætsforening løber med prisen som årets foreningsleder i Ringsted 2017. Fredag aften bliver han hædret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 25 år har Jørgen Ellekjær stået i spidsen for Ringsted Handicap Idrætsforening, hvor han har hjulpet børn og voksne med forskellige handicap til at dyrke mere motion. I aften er det ham, der står på sejrsskamlen. Han har vundet prisen som årets foreningsleder i Ringsted Kommune.

-  Jeg blev overrasket og rigtig glad og stolt, siger Jørgen Ellekjær til TV ØST.

Mistede sine handicappede børn

Foreningen tilbyder handicappede at dyrke sport i flere forskellige regi. Foreningen har 300 medlemmer, som blandt andet går til svømning, badminton og bowling.

- Det er et tilbud, vi kan give til nogen, som ikke har ret mange tilbud i forvejen. Nogen af dem har godt af bare at motionere lidt, men det gør også noget godt for samværet, siger Jørgen Ellekjær.

Det var Jørgen Ellekjær, som sammen med sin kone har stået i spidsen for foreningen. Bag parrets engagement ligger det både en vilje til at gøre en forskel, men parret har også måtte sige farvel til to børn, som var handicappede og som begge døde.

- Det har gjort, at vi har kunne bruge vores energi på alle andre, siger Jørgen Ellekjær.

Det er fuldt fortjent

En af dem, der har nydt godt af opmærksomheden fra parret Ellekjær er Mette Lynggaard, som gennem flere år var konkurrencesvømmer, men som også lider af den spastiske lammelse cerebral parese.  

- Jeg ville kun med, hvis jeg kunne ligge mellem Jørgen og Aase, når vi var på træningslejr, så det er som et ekstra sæt forældre, og jeg har altid følt mig godt tilpas i deres selskab, så det er så velfortjent, at han bliver hædret, siger Mette Lynggaard.

Med til prisen hører 10.000 kroner til foreningsarbejdet, og der vil i alt blive uddelt fire priser. En for årets foreningsleder, årets handicappris, integrationsprisen og frivilligprisen. Selve arrangementet bliver afholdt i Ringsted Kongrescenter og begynder klokken 17.00.


Nyhedsoverblik