Det vi har sammen

Har du set denne mand: Politi efterlyser 42-årig efter kæmpe narkofund

Københavns Politi efterlyser denne mand. Har du set ham, så kontakt politiet på telefon 33 14 14 48. Foto: Københavns Politi

Politiet efterlyser den 42-årige Steven Levinson, der sættes i forbindelse med et kæmpe narkofund i Næstved.

Københavns Politi offentliggør nu navn og et billede af den 42 årige Steven Levinson, der menes at være bagmanden for opbevaringen af hele 52,7 kilo amfetamin i Næstved. 

Det var efterforskere fra Københavns Politis afdeling Særlig Efterforskning Øst, der fandt amfetaminen ved en ransagning den 30. maj i en aflåst garage.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Steven Levinson er dansk statsborger og beskrives som kraftig af bygning, 176 cm høj og kronraget. 

Efterlyst internationalt

Steven Levinson har siden ransagningen været forsvundet, hvorfor han er efterlyst både i Danmark og internationalt. Han formodes at opholde sig på Sjælland, men han kan også være søgt mod andre egne af landet eller til udlandet.

- Vi offentliggør billederne i håb om hurtigst muligt med offentlighedens hjælp at få pågrebet Steven Levinson, med henblik på at fremstille ham i retten og varetægtsfængsle ham, så efterforskningen kan fortsætte, siger politikommissær Espen Godiksen fra Særlig Efterforskning Øst, Københavns Politi.

Hvis du har oplysninger om opholdssted eller andet af interesse for sagen, så kontakt nærmeste politi på telefonnummer 114 eller 33 14 14 48.

Da efterforskningen fortsat er igang, har Københavns Politi ikke yderligere oplysninger i sagen, siger de.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App