Foråret er skudt i gang. Og det betyder tulipaner.
Især for Hans Jørgen Hansen og konen Bodil fra Bregnholt Blomster på Lolland. Ægteparrets blomsterproducent i Herritslev ved Nysted er ét af blot to steder på Lolland, hvor der dyrkes tulipaner.
Det er blevet en livsstil, kan man sige. Men det er det for os begge to jo
- Da vi startede, var der jo en fire-fem stykker, der avlede tulipaner på Lolland. Så det er jo en branche, der desværre er gået nedad, fortæller Hans Jørgen Hansen.
Lolland mod Holland
Den helt store konkurrent på tulipanmarkedet er – ikke overraskende – Holland. Det var det første vesteuropæiske land til at importere blomsten fra Tyrkiet i 1600-tallet, og dens popularitet ledte til tulipanboblen, der regnes for verdens første spekulationsboble.
I Herritslev spekuleres der også i løg. For i stedet for at levere blomsterne uden løg til forhandlere, så sælger Bregnholt Blomster i denne sæson 300.000 tulipaner med løg til forbrugerne.
- Fordelen ved at have løg på er, at de bare kan stå køligt, og så knækker man dem af, efterhånden som man skal bruge dem, fortæller Hans Jørgen Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Som noget nyt for de garvede tulipanavlere, springer blomsterne ikke længere kun ud af den mørke jord. De eksperimenterer nemlig med at dyrke tulipaner i vand. Selvom ikke alle sorter egner sig lige godt til det, så ser Hans Jørgen Hansen resultater på højde med de jorddyrkede.
- Jeg tror, det bliver fremtiden. Og det er fremtiden i Holland. Her bliver 80 procent dyrket på vand, siger han.
Erfarne sammen
Selvom tulipanparret prøver sig med nye metoder, så er de langt fra nye i faget. De har snart 50 års erfaring. Ikke kun med tulipaner, men også med hinanden.
Og når man sådan er omgivet af blomster hver dag, så er en buket til konen måske ikke helt tilstrækkeligt.
- Så laver vi sådan et tulipantræ med 100 blomster i, foreslår Hans Jørgen Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
De mange år i blomsterbranchen betyder dog ikke, at stiklingesaksen bliver lagt på hylden lige foreløbigt.
- Det er blevet en livsstil, kan man sige. Men det er det for os begge to jo, griner Hans Jørgen Hansen.