Handicappede passer fyret: Man føler, man dur til noget

Røsnøs Fyr nordvest for Kalundborg byder på både smuk natur og caféliv - alt sammen takket været et hold medarbejdere med særlige behov.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vintergækkerne nikker stadig, træer og buske er kun lige begyndt at tænke på at springe ud, vandet er for koldt til at hoppe i, men det er altid vejr til et besøg på Røsnæs Fyr ved Kalundborg.

Og snart er der rene ruder, varm kaffe og god betjening i cafeen under fyret. Her arbejder handicappede og andre med særlige behov nemlig med at holde omgivelserne smukke og kaffen lun.

En af dem er Dorthe Poulsen, som lever med skaderne efter en bilulykke for 15 år siden.

- Det betyder, at man har følelsen af, at man dur til noget, selvom man har et handicap, siger hun til TV ØST.

Mathias Mølgaard Østerild er i fuld gang med et trimme krattet, da TV ØST er forbi.
Mathias Mølgaard Østerild er i fuld gang med et trimme krattet, da TV ØST er forbi. Foto: TV2 ØST

Glade for jobbet

Kollegaen Mathias Mølgaard Østerild er lige så glad for sit arbejde. Han er i fuld gang med at rydde krattet med en hækkeklipper, da TV ØST er på besøg. Og han mangler ikke ord for de ting, der glæder ham ved jobbet.

- Det er naturen, det er arbejdet og alle de mennesker, man møder. Alt sådan noget der, fortæller han.

Det er Bo- og Vækstscenter under Kalundborg Kommune, som er arbejdsgiver. Medarbejderen Laura Haas sætter især pris på, at jobbet giver plads til hende og andre, som ikke passer helt ind i en normal arbejdsplads.

- Det er dejligt at få lov til at være sig selv. Der er ikke nogen, der sætter alt for høje krav til en, siger hun.

quote Det er dejligt at få lov til at være sig selv. Der er ikke nogen, der sætter alt for høje krav til en.

Laura Haas, Røsnæs Fyr.

Håber på royalt besøg

Fyret er en attraktion i sig selv. Men nu håber medarbejderne, at selveste H.M. Dronningen vil kigge forbi.

Den 13. og 14. juni lægger Dannebrog nemlig til i Kalundborg, og fyrpersonalet synes ikke, at majestæten skal snydes for en  tur ud til fyret. For uden et besøg, ville hun gå glip af meget, synes de.        

Dorthe Poulsen er i gang med at pudse det gamle fyr. Jobbet giver hende følelsen af at du til noget.
Dorthe Poulsen er i gang med at pudse det gamle fyr. Jobbet giver hende følelsen af at du til noget. Foto: TV2 ØST

- Hun ville gå glip af naturen, hun ville gå glip af en dansk historie, siger Dorthe Poulsen.

Alle os andre, der ikke behøver at afpasse besøg med hoffet, kan nyde kaffen i caféen og få en snak med Danmarks måske gladeste fyrpassere. Det kan lade sig gøre alle hverdage fra den 3. april, hvor alt er skinnende klar til sol og sommer i fyrtårnet.

Røsnæs Fyr er et smukt sted. Ikke mindst fordi området passes af mennesker med særlige behov.
Røsnæs Fyr er et smukt sted. Ikke mindst fordi området passes af mennesker med særlige behov. Foto: TV2 ØST

 


Nyhedsoverblik