Hård vind skabte problemer: Broer fik restriktioner og færge bliver i havn

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Den hårde blæst natten til onsdag skabte problemer for både broerne i vores område og for færger.

Vind af kulingstyrke skabte natten til onsdag problemer for både Farø-broerne og Storebæltsbroen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- I løbet af natten kom vindstødene op på 25-27 sekundmeter, og det gjorde, at vi advarede vindfølsomme køretøjer mod at køre over broen. Også på Storebælt blev der advaret mod at køreover med vindfølsomme køretøjer, siger vagtchef Jan Nielsen til TV ØST.

Vinden er aftagende

På Storebælt ventes restriktionerne først ophævet klokken 12.00 onsdag – men trafikken slippes muligvis fri på Farøbroerne før da, siger vagtchefen.

- Lige nu er vindstødene nede på en 14-17 sekundmeter, så den er klart i aftagende, siger han.

Vinden og den kolde regn har i øvrigt givet politiet en meget stille nat.

- Der har virkelig været stille for politiet. Og der har heller ikke været melding om uheld – trafikanterne har kørt efter forholdene, siger han.

Vind skaber problemer for færge

Den hårde vind skaber også onsdag morgen problemer for borgerne på Omø. Omøfærgen ligger nemlig klokken 6:15 fortsat ved kaj i Stigsnæs og venter på bedre vejr, oplyser færgeselskabet til kunderne.

Der er ikke meldinger om aflysninger fra andre færgeselskaber.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App