Håbet spirer efter regnskyl: Nu kan landmænd så vinterafgrøder

Arkivfoto.

Efter flere dage med regn kan lokale landmænd omsider så vinterafgrøder.

Landmand Mikael Andersen fra Gerlev ved Slagelse glæder sig over de seneste dages regnvejr.

- Det hjælper ikke på den høst, vi allerede har fået i siloerne, men det gør det rigtigt godt for det, vi skal så nu. Lige så snart jorden tørrer op, kan vi komme ud og komme i gang med arbejdet, siger han til DR Sjælland.

Det er blandt andet raps og efterafgrøder, der skal sås nu, og derfor er den længe ventede nedbør kommet på det helt rigtige tidspunkt.

- Den måtte gerne være kommet tidligere, men hellere nu end om fjorten dage, siger han.

Specielt Midt- og Vestsjælland virker til at have været hårdere ramt

Lars Skovgaard Larsen, afdelingsleder for Planteavl i rådgivningsvirksomheden Vkst

Mikael Andersens høst er i hus, men der er afgrøder der ikke er høstet, som også kan nå at få gavn af det våde vejr.

Mangler at høste sukkerroer

- Vi har sukkerroer, som endnu ikke er høstet, og der betyder regnen en hel del. Vi kan håbe at udbyttet i roerne kan blive trukket lidt op af nedbøren, siger Lars Skovgaard Larsen, afdelingsleder for Planteavl i rådgivningsvirksomheden Vkst, til DR Sjælland.

Generelt har sommerens høst været 30-50 procent under normalen, men der er også store regionale forskelle. 

Læs også Stort naturområde genåbner efter hård tørke

- Specielt Midt- og Vestsjælland virker til at have været hårdere ramt, hvor man på Stevns og Lolland-Falster har klaret sig lidt bedre gennem tørken. Men i alle områder er der høstet væsentligt under, hvad vi normalt høster, siger Lars Skovgaard Larsen fra Vkst.

Mikael Andersen har i hvert fald ikke korn nok til sine grise, men skal ud og købe korn fra andre for omkring halvanden million kroner.

- Vi får et dårligere regnskab i 2018, men det er ikke noget, der truer os på livet, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App