Det vi har sammen

Håbet om sankthansbål hænger i en tynd tråd: - Det er ærgerligt

Der er knastørt udenfor, selv om der kom en smule regn lørdag.

Udsigterne til to dages vedvarende regn ser ikke gode ud, så risikoen for, at sankthans bliver uden bål, er stor. Det ærgrer flere gæster i Marielyst.

- Det er lidt dårligt, hvis der ikke kommer noget bål, for jeg vil gerne se heksen dø, siger Carl William Rifbjerg Hansen.

År efter år bliver heksen sendt mod Bloksbjerg fra et bål på stranden i Marielyst, men sådan ser det ikke ud til at blive i år. 

Der er nemlig udstedt et afbrændingsforbud på Lolland og Falster, og selv med en smule regn i løbet af i lørdags, så er jorden stadig knastør. Derfor ser det ikke ud til, at forbuddet ophører til sankthans den 23. juni.

Jeg vil gerne have solskinsvejr, men jeg vil også gerne have sankthans

Carl William Rifbjerg Hansen fra Skælskør

- Jeg tænker, det er ærgerligt. Der er mange børn, der ser frem til at skulle se heksen flyve af sted til Bloksbjerg, siger Nadia Hansen fra Nørre Alslev.

- Vi havde selv planlagt, at vi skulle holde lidt fødselsdag og bål for min store dreng, men det kan vi jo ikke få lov til. 

Carl William Rifbjerg Hansen er ærgerlig over, at der måske ikke bliver et sankthansbål i år.

En sankthans med overraskelser

Per Kamper Hansen er bålansvarlig til sankthans i Marielyst. Han fortæller, at selv hvis heksen ikke kommer helt til Bloksbjerg i år, så bliver alt andet, som det plejer sankthansaften.

Læs også Trods regn gælder afbrændingsforbud stadig – sankthansbålet er fortsat truet

- Der vil blive sankthans, der vil blive overraskelser, som vi arbejde på i øjeblikket til at erstatte bålet. Musik, taler, sange, det er der ingen forandring på, siger Per Kamper Hansen. 

- Bål har vi ligesom set bort fra. Får vi lov – altså vorherre kommer med noget regn – kan vi sagtens nå det lørdag formiddag.

Ikke nok regn i løbet af ugen

Ifølge DMI bliver vejret den kommende uge meget omskifteligt. Men der kommer ikke to dages vedvarende regn, som Lolland-Falsters Brandvæsen siger, der skal til, før forbuddet ophører.

Men forbuddet kan Per Kamper Hansen ikke se sig sur på.

- Det har jeg stor respekt for. I baglandet her ligger der jo milliardværdier, og skulle der bare være en glød eller to, der farer ind over, så er det jo umuligt for brandvæsnet at styre, siger han. 

Per Kamper Hansen har overraskelser i ærmet til sankthansaften på lørdag.

Og for Carl William Rifbjerg Hansen er det lidt svært at beslutte sig for, om han håber, der kommer regn inden på lørdag.

- På en måde og på en måde ikke. Jeg vil gerne have solskinsvejr, men jeg vil også gerne have sankthans.

Udover Lolland og Falster er der også afbrændingsforbud i Stevns Kommune her i regionen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App