Borgere og lokale investorer har fredag afleveret et købstilbud til ejeren af den nedlagte trælast i Idestrup, hvor formodede Satudarah-rockere var ved at flytte ind.
Men det er ikke første gang, ejeren af bygningen, nedrivningsfirmaet og milliardkoncernen J. Jensen, har modtaget et købstilbud på bygningen.
- Guldborgsund Kommune har tidligere givet et købstilbud for at få rockerne ud, men valgte i stedet at gøre brug af paragraf 14-forbuddet, da vi fik muligheden, siger kommunaldirektør Søren Bonde til TV ØST.
Kommune politianmelder udlejer
I oktober sidste år udstedte Guldborgsund Kommune et såkaldt paragraf 14-forbud som er en del af rockerloven. Hensigten var at forhindre, at rockerklubben Satudarah kunne flytte ind i den nedlagte trælast, som de ellers havde lejet.
Paragraf 14-forbuddet forbyder nogen former for aktivitet i ejendommen, mens planloven bliver lavet om.
Men den 5. januar politianmelder Guldborgsunds borgmester udlejeren af bygningen, fordi der ifølge borgere i området er set otte til 16 mænd, der jævnligt har besøgt stedet og været i gang med at måle vinduer op.
Og det var en forbrydelse mod det paragraf 14-forbud, der er udstedt.
Kommune vil ikke blande sig
Søren Bonde oplyser, at kommunen ikke er indstillet på at yde økonomisk støtte i forbindelse med borgernes købstilbud.
Men de vil gerne gå i dialog med borgerne, hvis handlen falder på plads, så der kan udvikles en lokalplan til gavn for Idestrup.
Selvom kommunen ikke har trukket købstilbuddet tilbage, så står det ikke ved magt længere, lyder det fra kommunaldirektøren.
Koncernen J. Jensen ønsker ikke at udtale sig om borgernes købstilbud, oplyser de til TV ØST.