Det vi har sammen

Groft overfald i fængsel: Fængselsbetjent fik knytnæveslag

Arkivfoto. Foto: Kriminalforsorgen

For anden gang på én uge er en fængselsbetjent fredag blevet overfaldet i det nye Storstrøm Fængsel på Falster.

En fængselsbetjent i Storstrøm Fængsel er fredag blevdt udsat for et groft overfald under udførelse af sit arbejde i fængslet.

Det oplyser Kriminalforsorgen til TV ØST.

Fængselsbetjenten blev fredag eftermiddag omkring klokken 16.00 overfaldet med knytnæveslag, og måtte efterfølgende på skadestuen. 

Læs også Fængselsbetjent overfaldet på Falster: Indsat slog med tundåse

Bandemedlem bag overfaldet

Det er et medlem af banden Loyal to Familia, der står bag angrebet, oplyser Kriminalforsorgen.

Dermed er det anden gang på én uge, at et medlem af banden udfører overfald på ansatte i fængslet.

Så sent som i mandags blev en fængselsbetjent overfaldet i fængslet – dengang med en tundåse i en sok, der blev brugt som slagvåben. Dengang handlede det angiveligt om vrede blandt indsatte mod ansatte i fængslet.

Kriminalforsorgen oplyser til TV ØST, at der ikke er tale om den samme gerningsmand til de to overfald.

Ok efter omstændighederne

Fængselsbetjenten er igen blevet udskrevet, og meldes ok efter omstændighederne. Han er således tilbage på job.

Overfaldet er nu anmeldt til politiet, bekræfter vagtchefen ved Sydsjællands Politi til TV ØST. Han kan dog endnu ikke sige mere om sagen, da man stadig arbejder på de nærmere omstændigheder ved sagen.

Tip os Har du et godt tip?