Grisetransport kom i slinger: Motorvej spærret i syv timer

En grisetransport kom af uvisse årsager i slinger og forulykkede på Vestmotorvejen. Trafikken i østgående retning var spærret i syv timer som konsekvens.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring klokken syv onsdag morgen forulykkede en grisetransport på Vestmotorvejen, og kørslen i østgående retning måtte spærres helt af mellem Korsør og Vemmelev. Den afspærring blev opretholdt helt frem til klokken 14, med lange køer som konsekvens.

- Problemet er, at det er en større lastbil, der vælter på en strækning uden nødspor, så der er ikke meget arbejdsplads for redningsberedskabet derude, siger Jacob Raft, der er indsatsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Forulykkede i solouheld

Ifølge indsatslederen var der tale om et solouheld, da grisetransporten havarerede.

- Grisetransporten, der består af en forvogn og hænger, kommer af uvisse årsager i slinger og vælter om på siden, siger indsatslederen.

Yderligere afhøring af chaufføren skal nu fastslå de nærmere omstændigheder. Han blev efter ulykken  kørt til tjek på Slagelse Sygehus.

Dyrlæge aflivede grise på stedet

Politiet kom som nogle af de første til stedet, da grisetransporten forulykkede på motorvejen.

- Da vi kommer derud  er to håndfulde kommet ud ved egen hjælp og går og græsser i vejsiden. Vi kan se at nogle af dem har alvorlige skader og lægger sig efterhånden ned. Vi rekvirerer dyrlæger til stedet, som afliver 45 grise, forklarer indsatslederen.

Overlevende grise må formentlig aflives

Det ser ud til at alle 261 grise efterfølgende mister livet på grund af uheldet. De, der ikke blev aflivet på stedet, blev overflyttet til en ny grisetransport og kørt videre.

- Der er nye dyrlæger, der tager bestik af dem der. Men de bliver formentlig alle nedslagtet. De har været udsat for en stor stresspåvirknng, og nogle af dem har været skader ved uheldet. Og med 261 grise ombord, så er mange blevet klemt, da vognen ligger på siden, siger indsatsleder Jacob Raft fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.


Nyhedsoverblik