Gospelkor var i fare for at lukke: Nu kan de slet ikke få armene ned

03:33

I Ringsted kan de slet ikke få armene ned over, at deres gospelkor synger videre.

I Ringsted var de kede af, at det lokale gospelkor stod til at lukke. Men nu har nye kræfter taget over, så de mange stemmer igen kan gjalde.

- Yes! Yes! Yes I can, lyder det taktfast fra de omkring 100 glade mennesker i Klostermarkskirken, mens de svinger fra side til side.

Humøret er højt og stemningen uhøjtidelig, men der er stor koncentration, når de engelsksprogede sange skal læres linje for linje.

Vi synger med hele kroppen og har det virkelig sjovt. Samtidig giver det et godt socialt fællesskab

Kirsten Sønder

Ringsted Gospel Choir mødes og øver en gang om ugen, og hver gang er billedet det samme.

- Det er ugens fest! Sådan en hverdagsfest, siger Kirsten Sønder, der er gået i gang med sin femte sæson i koret.

I fare for at lukke

Faktisk var koret i fare for at lukke, da den tidligere leder stoppede sidste år. Men to nye bagmænd er trådt til, så de ugentlige kirkefester nu kan fortsætte.

Bag klaveret sidder den lokale musiker Lasse "Boogie" Jensen, og på det lille dirigentpodie står den entusiastiske og rutinerede dirigent Erik Olsen, der har dyrket gospelmusikken flere steder i verden siden 1990. 

Læs også Fællesskab og lungetræning: KOL-kor hitter i regionen

- Vi synger med hele kroppen og har det virkelig sjovt. Samtidig giver det et godt socialt fællesskab, mener Kirsten Sønder, der har lokket sin veninde med i det genopstandne kor.

Åbent for alle interesserede

Og veninden er ikke i tvivl om, at gospelsangen også for hende bliver en ugentlig tradition.

- Jeg har altid godt kunnet lide at synge, men gør det sjældent, når andre kan høre det. Det her er en god mulighed for at lære at synge. Og det er virkelig en fest, som jeg havde fået at vide. Jeg kommer helt sikkert igen, lyder det fra Lotte Jonsson.

Ringsted Gospel Choir er åbent for alle interesserede. Det koster 595 kroner for et år at være med. Koret kommer til at give flere koncerter, blandt andet til sommer og jul.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App