Gode råd til nytår fra indsatsleder: Husk at holde afstand

Indsatsleder fra Lolland-Falster Brandvæsen giver her gode råd til, hvordan du undgår at komme til skade med nytårskrudtet på årets sidste dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er, som om der konstant hænger en lugt af krudt i luften i disse dage. Noget, som kulminerer i aften klokken 00.00, når vi byder det nye år velkommen.

Men nytårskrudtet giver også andet end smukke syn. Med det følger også en risiko for at komme til skade. Derfor har TV ØST indsamlet lidt gode råd til at skyde med fyrværkeri nytårsaften og samtidig beholde sit fulde syn og samtlige fingre og tæer.

Rådene er fra indsatsleder Henrik Christensen fra Lolland-Falster Brandvæsen.

1. Husk sikkerhedsafstanden

- På al fyrværkeri, såvel raketter som batterier, er der angivet en sikkerhedsafstand. Det er virkelig vigtigt, at man holder den. Nogle af de helt store batteri kan sikkerhedsafstanden godt være helt op mod 15 meter, og så er det svært at komme langt nok væk. Men i de tilfælde skal man så langt væk som muligt. Ellers risikerer man simpelthen at blive ramt, fortæller indsatslederen.

2. Husk sikkerhedsbrillen

- Det er vigtigt at beskytte sine øjne, for her er der mange, der kommer til skade. Man kan ende med en frygtelig øjenskade, hvis ikke man passer på. Og det gælder alle – både dem, der antænder krudtet, og dem, der ser på.

3. Gå aldrig tilbage til fuser

- Det er en gammel traver, men sådan er det. Det kan være farligt.

4. Læn dig ikke ind over fyrværkeriet

- Det er vigtigt, at man ikke læner sig ind over fyrværkeriet, når man tænder det. Det er vigtigt at tænde det i strakt arm, for især en aften som i aften, hvor der er udsigt til lidt blæst, så skal der ikke meget til, før raketten ryger skævt. Derudover er det vigtigt at gå væk fra raketten og ikke løbe. Ellers kan man falde, og så går det galt.

5. Brug særligt rør til at placere raketten i

- Mange bruger en flaske til at placere raketten i nytårsaften, men det er en usikker måde at gøre det på. Sørg for at anskaffe et rør, som er specielt fremstillet til formålet.

6. Når man skyder fyrværkeri sammen med børn

- Sørg for at være en god rollemodel. Tag sikkerhedsbrillerne på og hold en god afstand. Det er det bedste, man kan gøre. Det gælder også om at forklare børnene, hvad der kan ske, hvis ikke man følger rådene, slutter indsatsleder Henrik Christensen.


Nyhedsoverblik