Mystik: Hvem har lagt 700 søde hilsner i postkasserne?

Små sedler med rosende og opmuntrende hilsner spreder lige nu glæde i Præstø og mange andre byer. Men modtagerne undrer sig - for hvem står bag?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fleste er vant til at finde reklamer, rudekuverter og aviser i postkassen, men for nylig dumpede der en ekstra lille farverig hilsen ind ad brevsprækken på tilfældige adresser i Præstø.

- Først tænkte jeg, at det var et gækkebrev fra min mands ældste datter, men så kunne jeg godt se, at det var noget andet, siger Lisette Handryziak Andersen fra Præstø.

Der var tale om et lille grønt stykke pap med den korte hilsen: ”Hej, jeg vil gerne sprede glæde og vil derfor fortælle dig, at du er en supermand. Tak for dig”.

Lisette Handryziak fandt en lille grøn hilsen i sin postkasse.
Lisette Handryziak fandt en lille grøn hilsen i sin postkasse.

- Der var ikke nogen afsender på, og vi spekulerede på, hvem der mon havde sendt det, og om det var alle i Præstø, der havde fået en hilsen, eller alle på vejen eller bare os, siger Lisette Handryziak Andersen.

Flere har fået en hilsen

Men de var ikke de eneste, der havde fået en lille seddel med glæde ind ad døren.

Lidt længere nede af gaden havde Lotte Grønholm nemlig samme oplevelse. Hun opdagede et lille kort, da hendes mand havde tømt postkassen.

- Så kommer han ind og siger, at der er sådan et underligt brev, der er klippet med små takker på, og så kiggede vi på det og diskuterede, om det var til ham eller mig, siger Lotte Grønholm.

- Og så gik jeg faktisk og smilede af det resten af dagen.

På Lotte Grønholms kort lød teksten: ”Du får det her lille brev, fordi du er en omsorgsfuld person".

Lotte Grønholm fandt denne hilsen i sin postkasse.
Lotte Grønholm fandt denne hilsen i sin postkasse.

- Jeg tænkte jo, at det måtte være én, jeg kendte, men da jeg så lagde det på facebook, så opdagede jeg jo, at det ikke kun var mig, der havde fået et, siger hun.

Da Lotte Grønholm fandt ud af, at de små hilsner var dumpet ned i postkassen masser af steder i Præstø, blev hun glad.

- Det er jo fuldstændig overskudsagtigt at få en besked, hvor der bliver sagt søde ting, for det er sådan noget, vi mangler i dag, og nu var det fra en, jeg slet ikke kendte. Jeg blev simpelthen så glad, siger hun.

1000 hilsner

Men hvem er det så, den fremmede, der spreder glæde i Præstø?

Selv om der ikke er afsender på de små hyggelige kort, er det lykkes TV ØST at finde frem til kvinden, der står bag de mange hilsner. Sophia Rossil Hansson bor i Jyderup, og hun synes, at Danmark har brug for et skud kærlighed.

- Jeg synes, at folk siger alt for få pæne ting til hinanden. Ting er så triste, og folk siger og skriver så mange negative ting. Det vil jeg gerne lave om på, siger hun.

Sophia Rossil Hansson har foreløbig uddelt 700 sedler.
Sophia Rossil Hansson har foreløbig uddelt 700 sedler.

For en måned siden klippede og skrev hun den første lille hilsen. I dag har hun lavet omkring 1.000.

- Jeg sad sådan set bare en dag og fik idéen, og da jeg så tænkte lidt over det, så syntes jeg virkelig, at det gav mening, for jeg blev selv glad. Og pludselig havde jeg så lavet 500, siger Sophia Rossil Hansson.

Foreløbig har hun delt 700 hilsner ud i Næstved, Herfølge, Jyderup, Haslev, Præstø, Enø og Svinninge. Og hun er langt fra færdig. Det er tilfældigt, hvilke postkasser hun har afleveret kortene i.

Sophia Rossil Hanssons mål er at lave 5000 kort.
Sophia Rossil Hanssons mål er at lave 5000 kort.

- Mit mål er at lave 4.000-5.000. Det er det samme antal, der bor i en mindre by, siger Sophia Rossil Hansson.

- Vi mangler simpelthen bare noget næstekærlighed. Det gør mig helt vildt glad at lave de her hilsner, og jeg håber også, at dem, der får dem, bliver glade.

Artiklen fortsætter efter videoen

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spreder smil og glæde

Sophia Rossil Hansson har forsøgt at skrive forskellige hilsner på alle de kort, hun har lavet. Alle hilsnerne er skrevet i hånden, og hun betaler selv for materialerne.

Teksterne kan være alt fra ”Dit smil spreder glæde” til ”Du gør en forskel, selv om du ikke regner med det”.

Sophia Rossil Hansson skriver forskellige hilsner på alle de små kort.
Sophia Rossil Hansson skriver forskellige hilsner på alle de små kort.

Lisette Handryziak Andersen har gemt det lille kort, og hun er vild med idéen.

- Jeg synes, at det er en rigtig sød tanke, og jeg synes, at det er dejligt, at der er nogen, der gider bruge tid på at sprede lidt glæde. Der er så meget negativitet i medierne – terror og hvad der ellers sker – men det her gav et lille smil, siger hun. 

Sophia Rossil Hansson har sendt TV ØST en hilsen, som hun selv har optaget. Hør den her.

Hjemme hos Lotte Grønholm har den lille seddel også sat tanker i gang.

- Det, der med at sige noget pænt til hinanden, kan godt være en mangelvare, og så var der pludselig en, der sagde noget pænt til mig uden at kende mig. Det gør bare ens dag bedre. Jeg kiggede på det flere gange og tænkte ”hold da op, der går én rundt og har været henne ved min postkasse og lagt det her i”, siger Lotte Grønholm.

Behøver ikke at sige tak

Sophia Rossil Hansson deler typisk de små sedler ud om aftenen. Om dagen har hun travlt med sin uddannelse til social- og sundhedsassistent.

- Jeg har faktisk ikke gjort det, fordi jeg gerne vil have, at folk skal vide, at det er mig. Folk behøver ikke at sige tak, siger hun.

- Faktisk er mit ønske bare, at alle ville sige lidt flere pæne ting til hinanden hver dag. Det ville da være dejligt, og det er formålet med det. 


Nyhedsoverblik