Ghettoudspil eksporterer borgere til yderkommuner

Kontanthjælpsmodtagere bliver presset ud af billige boliger med nyt ghettoudspil og risikerer at skulle flytte i saneringsmodne boliger på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen har i dag, torsdag, præsenteret sit nye ghettoudspil. Formålet med udspillet er at bekæmpe parallelsamfund, men forslaget giver nok en gang panderynker hos socialrådgiverne. 

En del af udspillet handler om at styre, hvem der kan bo i de udsatte boligområder. Det er blandt andet områderne Agervang i Holbæk, Ringparken og Motalavej i Slagelse og Lindholm i Nykøbing Falster i Guldborgsund Kommune.

Og det får katastrofal betydning for mange borgere på overførselsindkomst, lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening.

quote I yderste konsekvens skal man flytte langt væk fra, hvor man bor i forvejen, og måske ud til steder, hvor boligerne er i en standard, som dybest set ikke er sundshedsfagligt forsvarlige.

Rasmus Balslev, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Region Øst

- Det helt åbenlyse problem er, at der er nogle mennesker, der får færre penge at leve for, og de har i forvejen ikke for meget at gøre med, siger formand for Region Øst, Rasmus Balslev.

- Der er i forvejen ikke ret mange steder, man har råd til at betale for på en kontanthjælp eller integrationsydelse, så der er nogen, der vil blive presset ud og skal finde alternative steder at bo, siger han.

Flyt til Lolland

Det betyder, at borgere og kommuner skal se efter billigere boliger, og det bliver svært.

160822_motalavej.jpg
Læs også
Overblik: Sådan vil regeringen bekæmpe ghettoer
160822_motalavej.jpg
Læs også
Overblik: Sådan vil regeringen bekæmpe ghettoer

- I yderste konsekvens skal man flytte langt væk fra, hvor man bor i forvejen, og måske ud til steder, hvor boligerne er i en standard, som dybest set ikke er sundshedsfagligt forsvarlige, siger Rasmus Balslev. 

Et af de områder, der har et stort antal billige boliger stående, er på Lolland, hvor ca. 3000 boliger står tomme, oftest fordi de ikke er til at sælge. 

Mere håndfast styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder

  • Kommunerne må ikke anvise boligsøgende til udsatte boligområder, hvis et medlem af husstanden i mindst et halvt år har modtaget integrationsydelse, kontanthjælp, uddannelseshjælp, førtidspension, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge.
     
  • Hvis kontanthjælpsmodtagere flytter til 16 områder, der er defineret som særligt hårde ghettoer, skal deres ydelse sættes ned til et niveau, der svarer til integrationsydelse.
     
  • Ingen personer på integrationsydelse skal kunne flytte ind i de hårdeste ghettoområder.

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), ser også udspillet som svagt, når det handler om at anvise passende boliger til mennesker med lav indkomst. 

- Hvis vi skal til at håndtere en endnu større del af opgaven med de mange borgere på overførselsindkomst, der hvert år kommer hertil, hænger vores kommune ikke sammen. Jeg synes, det er en forkert model, siger han til DR P1 Morgen.

Efterlyser redskaber

Lolland Kommune har hvert år en nettotilflytning af flere hundrede borgere på overførselsindkomst, og Holger Schou Rasmussen har ved flere tidligere lejligheder plæderet for en bedre fordeling, så også rige kommuner tager større socialt ansvar.

Hvis ikke det sker, ønsker han sig flere værktøjer til at håndtere borgere på overførselsindkomst, så de kan komme i uddannelse eller arbejde.

ghettokommune_slagelse.jpg
Læs også
Ghettoudspil vil få konsekvenser for beboere i Slagelse
ghettokommune_slagelse.jpg
Læs også
Ghettoudspil vil få konsekvenser for beboere i Slagelse

- Vi kan ikke forhindre en tilflytning, men vi mangler også værktøjer på det private udlejningsmarked. Boligerne er ikke alle lige velegnede til beboelse, og her kunne man give kommunen mulighed for at kunne godkende de her boliger til udlejning efter en minimumsstandard, siger Lollands Borgmester. 

Både Dansk Socialrådgiverforening og Lollands borgmester ønsker sig af regeringen, at der kommer en plan for den gruppe af borgere, der risikerer enten at skulle gå ned i ydelse eller flytte til boliger i fx Lolland Kommune, det ikke er forsvarligt at bo i.


Nyhedsoverblik