Ghettoplan vækker bekymring: Hvor skal de 60 procent så bo?

Lis Jensen, boligsocial leder i boligområdet Agervang i Holbæk, er bekymret for, hvor de 60 procent af beboerne skal bo, når ghettoplanen skal realiseres. Foto: TV ØST

Ghettoplanens initiativer vækker bekymring hos den boligsociale leder i Agervang i Holbæk. For 60 procent skal ud af området, men hvor skal de bo?

For fremtiden må der kun være 40 procent almene familieboliger i de mest socialt belastede ghettoområder i Danmark. 

Det er et af regeringens initiativer i den ghettoplan, som netop er vedtaget i Folketinget med et bredt flertal. Ghettoplanen skal sikre, at ghettoområder bliver afviklet frem til 2030, så der til den tid ikke længere findes ghettoer i Danmark.

Der sker en naturlig udskiftning af beboerne, som gør, at denne her plan godt kan realiseres på de 12 år, som er målet. Det er langt ude i fremtiden

Kaare Dybvad, boligordfører, Socialdemokratiet

Ghettoplanen rammer tre steder i vores region - et af dem er boligområdet Agervang i Holbæk.

Her er der 596 almene familieboliger, som nu skal reduceres, og det bekymrer den boligsociale leder, Lis Jensen.

- Det er et problem, fordi de (beboerne, red.) ikke har råd til at bo andre steder. Den husleje, de betaler her hos os, er en af de laveste i Holbæk, så at flytte dem ud i et af de andre boligområder, hvor huslejen er højere, det hjælper ikke noget. Det er bare at flytte problemerne rundt og sørge for, at politikerne ikke kan se dem længere, siger Lis Jensen til TV ØST.

- Det er jo et opgør med den almene sektor, som vi kender den i dag, og det er dybt bekymrende, synes jeg, siger Lis Jensen.

Også i Ringparken i Slagelse, der har været på ghettolisten i flere år, vækker ghettoplanen kritik hos direktøren for boligselskabet FOB, der ejer boligerne.

- Vores fokus er selvfølgelig beboerne. Derfor giver det ingen mening i vores øjne, at se på, hvordan vi får 60 procent af vores beboere ud af vores boligområde, siger direktør Flemming Stenhøj Andersen til TV ØST.

Sker naturlig udflytning

Men ifølge Socialdemokratiets boligordfører Kaare Dybvad, som er med i transport-, bygnings- og boligudvalget, der står bag ghettoplanen, skal man dog ikke være bekymret for, om de 60 procent af beboerne kan finde andre steder at bo.

- Der sker en naturlig udskiftning af beboerne, som gør, at denne her plan godt kan realiseres på de 12 år, som er målet. Det er langt ude i fremtiden, så det er ikke sådan, at de skal ud om et halvt år, siger Kaare Dybvad til TV ØST.

Læs også Regeringen vedtager ghettoplan: Antallet af almene boliger skal nedbringes

Og til spørgsmålet, om de 60 procent af beboerne kan finde et andet sted at bo, er Kaare Dybvad heller ikke bekymret.

-  Det er en relativt lille del af almene boliger på Sjælland, som det her berører. Jeg synes, at vi generelt set på Sjælland er gode til at bygge nye almene boliger, så der er andre boliger, de kan flytte ind i, siger Kaare Dybvad.

Skal gøre boligerne attraktive

Han mener, man bør fokusere på, at der nu bliver gjort noget for at komme de socialt belastede områder til livs.

- Jeg forstår godt, at der kan være bekymring, men der er også mange - i eksempelvis Slagelse - som mener, at det er på tide, at der bliver gjort noget ved Kierulffsvej, siger Kaare Dybvad.

Ifølge ham skal ghettoplanen ses som en måde at give almene boliger et nyt ry.

- Almene boliger har fået et dårligt ry på grund af ghettoområderne. Hvis man er en almindelig familie i Slagelse, så tror jeg ikke, man tænker, at man gerne vil bo i en af de almene boliger i Ringparken. Det skal denne her plan gøre op med, så det er en måde at gøre almene boliger mere attraktive, siger Kaare Dybvad.

Socialdemokratiet er et af de partier, der har støttet op omkring aftalen. Ifølge Kaare Dybvad handler det om at sikre den sociale diversitet, som han mener, Danmark er kendt for.

-  Det, der er vigtigt for Socialdemokratiet i det her er, at vi får gjort op med den deling i samfundet, der er sket. Så rengøringsdamens søn stadig går til fodbold med bankdirektørens. Det er derfor, Danmark er succesfuld, fordi man møder hinanden på tværs af forskelligheder, siger Kaare Dybvad. 

Udover regeringen og Socialdemokratiet står også Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti bag ghettoplanen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App