Det vi har sammen

Gentagne fartkontroller: 1778 bøder på en måned

01:30

Det har kostet bilisterne dyrt, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siden nytår har skruet op for fartkontrollen på otte udvalgte strækninger. Video: TV ØST

Politiet har uddelt 1778 bøder på den første måned med ekstra fokus på otte vejstrækninger på Sydsjælland, Lolland og Falster.

Sydmotorvejen mellem Farøbroen og Rødby er en af de otte strækninger, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi laver fartmålinger på mindst én gang om ugen i 2018.

På bare én måned har politiet lavet 10 fartmålinger på strækningen og uddelt 521 bøder. Det viser en opgørelse fra januar måned.

Strækningen er udvalgt, fordi der mellem 2012 og 2016 har været 50 færdselsuheld med personskade på strækningen.

Knap 1800 fartbøder på en måned

I alt har politiet uddelt 1778 bøder i januar måned, som er den første måned med særligt fokus på otte nye vejstrækninger i politikredsen. 

- Det har ikke rigtig bredt sig blandt de trafikanter, der kører på strækningerne endnu, at vi holder der meget, meget tit, men det er jo den effekt, som vi gerne skulle opnå henover året, siger leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather.

Det er Vestmotorvejen mellem Slagelse og Korsør, hvor flest fartsyndere foreløbig er blevet snuppet.
Her har politiet uddelt 942 bøder fordelt på 11 færdselskontroller i januar.

Otte udvalgte strækninger

Det er disse otte strækninger, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi laver gentagne fartmålinger på i hele 2018:

  • Sydmotorvejen E47, fra Farøbroen til Rødby
  • Vestmotorvejen E20 fra Slagelse til Korsør 
  • Østre Ringvej, Næstved, rute 14, fra Parkvej til Køgevej
  • Skælskørvej, rute 256, på Næstved Landevej og Skælskørvej
  • Skælskørvej, rute 157, fra Sorø til Dalmose
  • Grønsundvej, rute 287, henover Farø, Bogø og Møn
  • Gedser Landevej, E55, fra Nykøbing Falster til Gedser
  • Nykøbingvej, rute 271, fra Stubbekøbing til Nykøbing Falster

Læs også Politikreds offentliggør kort: Her kommer fotovognene til at stå i 2018

Her var der fokus i 2017

I 2017 var der udvalgt seks strækninger, hvor der var fartkontrol mindst én gang om ugen.

Der var de udvalgte strækninger:

  • Køge – Præstø (Præstø Overdrev)
  • Næstved - Rønnede
  • Sorø – Uggerløse (omkring Stenlille)
  • Næstved – Slagelse (Vester Egesborg)
  • Næstved – Slagelse ( Sørbymagle)
  • Nykøbing Falster Omfartsvej

- Da vi startede i 2017 kørte 35 % for stærkt på vejen mellem Næstved og Rønnede. Da vi sluttede var tallet nede på 5,8 %. Og de bilister, der kørte mere en 10 kilometer i timen for stærkt, var nærmest forsvundet, sagde leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather d. 25. januar.

Tip os Har du et godt tip?