Det vi har sammen

Genbrugsbutik i Sorø modtager skidt og skrald: Det er at udnytte vores kræfter

03:17

Kirkens Korshær i Ruds Vedby er generelt glade for de ting, folk afleverer til genbrug. Men ind imellem modtager genbrugsbutikken også ødelagt elektronik, brugte bleer eller hygiejne bind.

Kirkens Korshær Genbrug i Ruds Vedby i Sorø modtager affald, som gør den frivillige indsats til surt arbejde.

En engangsble med indhold, hygiejnebind og småt brandbart er noget af det, som Kirkens Korshær i Ruds Vedby i Sorø har modtaget den seneste tid.

Og det gør arbejdet besværligt og koster mange penge.

- Vi er jo ulønnede og vil gerne gøre det godt for dem, der ikke har det godt. Derfor synes vi, det er at udnytte vores kræfter. Vi er jo pensionister og har ikke de store penge at rutte rundt med, siger Lis Mikkelsen, leder i Kirkens Korshær Genbrug i Ruds Vedby, til TV ØST.

Vi er jo ulønnede og vil gerne gøre det godt for dem, der ikke har det godt. Derfor synes vi, det er at udnytte vores kræfter.

Lis Mikkelsen, leder i Kirkens Korshær Genbrug i Ruds Vedby

Der er ikke nogen, der kommer og rydder op, når affaldet bliver smidt i og udenfor genbrugscontaineren ved butikken. Derfor er det op til de frivillige selv at få smidt tingene ud, og det koster mange penge.

Flere steder oplever samme problem

Affaldet skal køres på genbrugsstationen, og det koster både i benzin og slid på bilen. Og pengene kommer fra de frivilliges egne lommer.

I Skælskør i Slagelse koster problemet også mange penge. Her må personalet ikke køre ud med egne biler, og derfor er de nødt til at bruge Kirkens Korshærs bil for at komme af med affaldet. Det koster dyrt. 

- Vi modtager meget skrammel, såsom ødelagte bøger, legetøj og andet. Det bruger vi oceaner af tid på at komme af med, siger Hanne Hansen, daglig leder i Kirkens Korshær i Skælskør. 

I Næstved og Haslev er tendensen den samme, men butikkerne i Næstved, Skælskør og Haslev har dog ikke modtaget brugte bleer eller gamle hygiejnebind.

Vi modtager meget skrammel, såsom ødelagte bøger, legetøj og andet. Det bruger vi oceaner af tid på at komme af med

Hanne Hansen, daglig leder i Kirkens Korshær i Skælskør

Derfor opfordrer de frivillige folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de smider affaldet ud hos Kirkens Korshær i Ruds Vedby. 

Det sure med det søde  

Man må dog ikke glemme, at arbejdet også er godt og givende. 

- Vi har utroligt mange søde mennesker, der kommer og afleverer pæne ting. Og det er vi jo taknemmelige for, siger Lis Mikkelsen fra Kirkens Korshær i Ruds Vedby. 

- Vi sorterer jo heldigvis affaldet groft. Og vi er rigtig taknemmelige for, at folk tænker på os, når de skal af med deres gamle sager, lyder det fra Ruth Davidsen, frivillig i Haslev og tidligere formand for Kirkens Korshær i Region Øst. 

Læs også Røde Kors butik går til kamp mod ekstra gebyr hos genbrugspladser

Tip os Har du et godt tip?