Gedser Odde skrumper: - Det er en hastesag

03:05

Foreningen Bevar Gedser Odde lavede for fjerde år i træk en opmåling af, hvor meget af odden, der er forsvundet i Østersøen.

Gedser Odde skrumper mere og mere for hvert år, der går. Gør man ikke noget, ender det med, at Marinestationen på odden falder i vandet.

Målebåndet blev rullet ud ved Gedser Odde i dag.

For fjerde år i træk var det tid til, at foreningen Bevar Gedser Odde kunne gøre status over, hvor meget der egentlig er forsvundet af odden det seneste år.

Der bliver nemlig mindre og mindre af den.

Da man målte for første gang for fire år siden, var der 16 meter fra marinestationen til klinten. I dag er der 11,5 meter.

Det er en hastesag, det er det, for ellers forsvinder det og så ryger huset der også

Bente Lerche-Thomsen (EL), Guldborgsund Kommune

- 11,5 meter er godt sluppet. For jeg mener, at sidste år var den lige godt 12. Så vi har kun mistet en halv meter, siger Tonny Pedersen, der er formand for foreningen.

Kun et byrådsmedlem mødte op

Foreningen er træt af, at odden bliver mindre. De er nemlig bange for, at Marinestationen falder i vandet eller skal rives ned. En station, de renoverede for fem år siden.

Det er kommunens ansvar at kystsikre. De ejer jorden indtil 2023, hvor lejekontrakten udløber. Herefter er det en lokal landmand, der ejer jorden, så hvis der skal gøres noget, skal kommunen ret snart gå i aktion.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Det værste skred på Gedser Odde var i 2011. Her måtte den yderste bygning fra Forsvarets Marinestation fjernes, fordi den var tæt på at falde i vandet.

Dronebillede fra Gedser Odde sidste år.

I alt var 25 mødt op til dagens måling. Hele byrådet var også inviteret, men kun ét byrådsmedlem mødte op. Og hun er ikke i tvivl om tilstandens alvor.

- Det er en hastesag, det er det, for ellers forsvinder det og så ryger huset der også. Jeg synes, at det er skræmmende, at det går så hurtigt, siger Bente Lerche-Thomsen fra Enhedslisten. 

Læs også Se fotos: Fire store klinteskred ved Gedser Odde på én uge

Måler igen næste år

Nu håber Tonny Pedersen bare, at kommunen gør noget, før Falster skrumper endnu mere og marinestationen falder i vandet.

- Rundt om i landet gør man sig store anstrengelser for at bevare historiske bygninger og mindesmærker. Hvorfor kan man ikke gøre det samme i Guldborgsund Kommune?

Bevar Gedser Odde vil måle igen til næste år.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App