Gav bibliotekar et gok i nødden med en stjålen bog

En 36-årig mand slog en bibliotekar i hovedet med en bog, da vedkommende forsøgte at stoppe han i at tage den med hjem uden at registrere lånet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det lyder næsten som noget taget ud af et Anders And-blad, men det er skam ganske alvorligt.

Tirsdag blev en 36-årig mand uden fast bopæl så sur på en bibliotekar i Sakskøbing, at han gokkede personen i hovedet med en bog. En bog, som han vel at mærke netop havde stjålet på biblioteket.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

"Lad være med at være nævenyttig"

Bibliotekaren havde set manden stikke bogen under armen og forlade biblioteket uden at låne bogen, som normal praksis ellers foreskriver. Derfor fulgte medarbejderen efter ham, og udenfor prøvede bibliotekaren at forklare ham, at bogen enten skulle lånes eller afleveres igen.

Og det var altså det, der fik den 36-årige til at svinge bogen oveni hovedet på bibliotekaren, samtidig med han sagde:

- Lad være med at være nævenyttig.

Kort efter blev den ”uregerlige biblioteksbruger”, som politiet kalder ham, anholdt og sigtet for røveri mod et offentligt kontor. Bogrøveren er nu varetægtsfængslet frem til 21. november.


Nyhedsoverblik