Gammelt klubhus ramt af påsatte brande: To bål anlagt

Et tidligere klubhus blev natten til torsdag forsøgt brændt ned i Korsør. Brandene kan have sammenhæng med flere påsatte brande i byen de seneste dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En melding fra en forbipasserende borger var natten til torsdag det, der sikrede en hurtig indgriben mod en påsat brand i Korsør.

To store bål var anlagt i et tidligere klubhus på Ørnumvej ved et sportsanlæg i byen. Branden hænger måske sammen med flere påsatte brande i Korsør de seneste dage.

- Vi er ikke i tvivl om, at branden er påsat. Der var bygget bål af nogle paller i husene, siger politiets vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.

Korsør har de seneste dage været ramt af en række mindre påsatte brande. Politiet undersøger nu, om der er en forbindelse mellem brandene.

Kraftige skader på klubhus

Klubhuset ligger ved et idrætsanlæg i den nordlige del af byen ud mod Korsør Nor. Det har ikke været i brug i flere år.

Meldingen om branden indløb til 1-1-2 klokken 01.21, og der var tale om store bål i huset, der er blevet svært brandskadet.

- Vi kom tidligt – og det betød, at bygningen blev reddet. Var branden først blevet opdaget et par timer senere, så var det ikke gået godt. Allerede nu er bygningen kraftigt brand og røg-skadet, siger indsatsleder Thorbjørn Celler Slagelse Brand og Redning til TV ØST.


Nyhedsoverblik