Det vi har sammen

Frygter lejlighedskompleks: Lokale har givet bud på Mogenstrup Kro

Kroen mellem Næstved og Præstø har set bedre dage. Foto: TV ØST

Kroen ved Næstved har nu stået tom i 10 år, men for at undgå at kroen bliver omdannet til lejlighedskompleks, har en lokal investor budt ind på kroen.

10 år uden vedligehold har sat sine spor på Mogenstrup Kro ved Næstved.

Kroen har nemlig ikke været i drift, siden den i sin tid blev opkøbt af hotelkæden First Hotels.

De lokale er trætte af synet af en nedslidt kro, der førhen var et populært tilløbsstykke, og nu har en lokal investor indgivet et bud på kroen, som svarer til det, First Hotels har værdisat kroen til. 

Det, der kan komme i vejen, er, at en anden investor har lagt et større bud på et lejlighedsprojekt

Chris Hermansen, projektansvarlig, Lokalråd Fladså

- Det, der kan komme i vejen, er, at en anden investor har lagt større bud på et lejlighedsprojekt, som selvfølgelig har den restriktion, at kroen er bevaringsværdig, siger Chris Hermansen til TV ØST

Han er projektansvarlig ved Lokalråd Fladså, der er gået sammen med den lokale investor om planerne med at genoptage krodriften på stedet. 

- Vi vil meget gerne skabe den her unikke destination, som kan bidrage til Næstved, der mangler værelser. Vi har rigtig meget potentiel turisme, og vi kan gøre det unikke, som mange af de andre ikke har mulighed for, siger Chris Hermansen

Borgmester: Det kan ende med lejligheder

Som det er nu, kan der ikke bygges lejligheder på grunden, da lokalplanen ikke tillader det. I Næstved Kommune ser man da også helst, at de lokales ønske bliver til virkelighed.

- Det vil betyde arbejdspladser både i vores område men også regionalt, så det vil selvfølgelig være førsteprioritet, at der kommer en investor, der siger: "Nu sætter vi kroen i stand, og nu åbner den som i gamle dage", siger Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved kommune.

Det vil selvfølgelig være førsteprioritet, at der kommer en investor, der siger: ”Nu sætter vi kroen i stand, og nu åbner den som i gamle dage"

Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved kommune

Alligevel vil borgmesteren ikke garantere, at det kan ende med en ændring af lokalplanen, der åbner op for et lejlighedskompleks på grunden.

- Der kommer en dag, hvor ejerne siger, at de ikke gider mere og nu må kroen falde sammen. Det vil vi være rigtigt kede af, for så vil det stå som et åbent sår her i Mogenstrup. Bliver det ikke til noget med krodrift, kan det ende med lejligheder på den korte bane, siger Carsten Rasmussen (S).

Mange planer er ikke blevet til noget 

Det er ikke første gang, der bliver vist interesse for Mogenstrup Kro, der har ligget ved landevejen mellem Næstved og Præstø siden 1829.

Så sent som i februar meldte stifteren af Bonbon-Land, Michael Spangsberg og dessertkokken Morten Heiberg interesse for kroen. Den plan blev hurtigt lagt på hylden, fordi det var for dyrt at renovere kroen.

I 2015 var der planer om at omdanne kroen til en golfhøjskole. Det blev også hilst velkommen af lokalrådet, men projektet blev ikke til noget, da nogle af parterne trak sig ud af projektet.

Tilbage i 2010 henvendte Røde Kors sig til ejendomsmægleren, der havde kroen til salg. De ville bruge de 99 værelser til flygtninge. Heller ikke det blev til virkelighed. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App