Det vi har sammen

Frugtfestival i fuld gang i Sakskøbing

Der er travlt i Erik Lolles bod på Sydhavsøernes Frugtfestival. Foto: Mathilde Reimer - TV ØST

I denne weekend løber Sydhavsøernes Frugtfestival af stablen for tiende gang. Formålet er at sætte fokus på lokalt producerede produkter.

I trækasser ligger sprøde pærer og friske æbler i massevis, og Sakskøbing sprudler af liv.

Over weekenden afholdes den tiende udgave af Sydhavsøernes Frugtfestival.

Med årene er det blevet lidt af et tilløbsstykke, og man forventer, at omkring 30.000 gæster kigger forbi i løbet af festivalen.

Ikke kun frugt

Festivalen har til formål at sætte fokus på lokale råvarer og produkter fra Sydhavsøerne.

Og selv om navnet antyder, at det drejer sig om frugt, er der også plads til eksempelvis ost og andre lokale produkter.

En af de boder, der har været med fra begyndelsen, er dog lige netop frugtproducenten Lolles Frugt fra Lolland.

Ovenud lykkelige

Det er ejer Erik Lolles første festival, men det går bestemt ikke ud over salget.

- Foreløbig har vi den første trailer udsolgt, og folk står I kø. Så vi er ovenud lykkelige, sagde han allerede torsdag eftermiddag.

- Jeg er jo tredje generation, og jeg vil gerne kunne gøre det lige så godt, siger Erik Lolle.

Ti års jubilæum

I anledning af frugtfestivalens ti års jubilæum, var der lørdag musik fra et orkester.

Samtidig vil der være frugtkonkurrencer og kåringer, hvor de besøgende kan stemme på deres favoritter. 

Tip os Har du et godt tip?