Frivilligt arbejde og sammenhold sikrer Fejø titlen som Årets Landsby

Det kræver noget særligt at bo på en ø, men den store, frivillige indsats og sammenholdet gør livet på Fejø til noget særligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fejø i Lolland Kommune er fredag kåret til Årets Landsby. Det er især kampen for at åbne en skole, da kommunen valgte at lukke den eksisterende, der har vejet tungt i kåringen.

Det var Ann-Mai Hansen, næstformand i Fejøforeningen, der sendte en ansøgning for at indstille øen til kåringen. 

- Det var for at vise, at det nytter noget, det vi laver. Det, synes jeg, er vigtigt, siger hun til TV ØST.

- Det er den her evne til at samarbejde og løfte i flok og dermed sikre, at det, der kunne være blevet til afvikling i stedet blev til udvikling. Da man kom og sagde, at nu lukker vi skolen, ja, der kunne man jo have lænet sig tilbage og sagt nå, sikke noget møg. Men det gjorde man ikke. I stedet kom man op af lænestolen for at gøre noget, siger Ann-Mai Hansen. 

I 2015 var Fejø Skolen lukningstruet, fordi det blandt andet kneb med at få fyldt klasselokalerne. I sidste øjeblik lykkedes det fejøboerne at redde skolen, som nu er en satellitskole under Horslunde Privatskole.

Arbejdspladser og sammenhold

Fejø er også kendt for sin frugt, som Laust Spandet Jensen producerer en stor del af. 

fejo.jpg
Læs også
Fremgang på Fejø: Flere flytter til de små øer
fejo.jpg
Læs også
Fremgang på Fejø: Flere flytter til de små øer

- Lige nøjagtigt for mit vedkommende er det klimaet, vi går efter. Det er jo unikt på øerne. Men man kommer også hinanden ved på kryds og tværs af samfundslag i sådan et lille ø-samfund. Det tiltaler i hvert fald mig og mange andre, der bosætter sig herovre, siger frugtavleren fra Fejø Frugt til TV ØST. 

Frugtavleren er stolt af udnævnelsen af Fejø til Årets Landsby.

- Det synes jeg jo, er helt fantastisk. Selvfølgelig er arbejdspladser vigtige, men det frivillige arbejde, der er gjort herovre, det er også medvirkende årsag til, at vi nu bliver udnævnt til Årets Landsby.

- Vi gjorde det helt klart for samfundet, for uden en skole og arbejdspladser, så er det ikke noget helårssamfund længere. Så er det jo kun turister og pensionister, der tiltrækkes, siger Laust Spandet Jensen.

- Det her er fejbattingernes dag

For Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen, er det en stor ting, at øen har fået den fine pris. 

- Det her er Fejøs og fejbattingernes dag. Deres ildhu, fællesskab og ansvar for deres lokalsamfund fortjener stor anerkendelse og respekt. Det er dejligt at opleve, at Fejø i dag får den anerkendelse. Et stort - og fortjent - tillykke herfra, siger borgmester Holger Schou Rasmussen.

fejoe_skole_sang.jpg
Læs også
Fejø vinder titlen som Årets Landsby
fejoe_skole_sang.jpg
Læs også
Fejø vinder titlen som Årets Landsby

Og det er også netop beboerne på øen, og ikke kommunen, der bliver hædret med prisen i dag. 

- Vi har et rigtig fint samarbejde med kommunen og gør alt for, at tingene skal fungere til gavn for begge parter. Kommunen bakker meget op og støtter os, men vi ved godt, at kommunen er presset på økonomien og derfor er nødt til nogle gange at handle på områder, som vi ikke synes, er helt hensigtsmæssige, siger Ann-Mai Hansen og fortsætter:  

- Kommunen har vist velvilje - blandt andet ved at sælge os bygningen i sin tid - men det er klart, at det ikke på nogen måde er et kommunalt initiativ, at vi er, hvor vi er i dag. 

Noget særligt at være øbo

Temaet i årets kåring har været 'Den samarbejdende landsby' og landsbyernes egen indsats for at sikre befolkningsgrundlag og arbejdsladser til sine beboere. På Fejø er det blandt andet det lokale samarbejde for at bevare øens skole, der har gjort en stor forskel. Det gælder for beboersammensætningen, hvor en skole trækker flere børnefamilier til, ligesom det også har betydning for indbyggertallet, som fra 2017 til 2018 er steget med fem procent - fra 434 til 456. 

quote Vi har en kæmpe forespørgsel lige nu på det her med at flytte til Fejø

Ann-Mai Hansen, næstformand, Fejøforeningen.  

Og meget tyder på, at indbyggertallet fortsætter med at stige.

- Vi har en kæmpe forespørgsel lige nu på det her med at flytte til Fejø, fortæller Ann-Mai Hansen fra Fejøforeningen.  

- I første omgang har vi jo sørget for en skole og et samlingspunkt, som sikrer en varieret befolkningssammensætning på øen. Det skaber ringe i vandet, nemlig med de ressourcer, forældrene er, som giver mulighed for erhverv og en masse nye initiativer. Og jo flere mennesker, der kommer, jo mere sker der herovre, siger hun. 

Men det kræver også en indsats at være øboer, fortæller Laust Spandet Jensen, et særligt mindset:

- Man skal jo være indstillet på, at man ikke bare går ind og lukker sin lejlighedsdør. Man er jo sådan lidt en del af offentligheden, for sådan et lille samfund fungerer jo kun, hvis der er frivillige kræfter, der gider at gå med i foreningslivet og i de ting, der skal fungere i et samfund. Den slags, kan vi ikke forvente, at det offentlige stiller til rådighed for et lille samfund. 

Det hårde arbejde, som fredag har båret frugt med titlen som Årets Landsby, er hver en sveddråbe og arbejdstid værd.

- Jeg synes jo, det er fantastisk, siger frugtavleren.

 

 


Nyhedsoverblik