Frivillige borgere skal redde naturen

Der skal passes på naturen ved Mogenstrup Ås. Det mener Næstved Kommune, der søndag inviterede til vandring og for at skabe et naturplejelaug.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var bidende koldt, og regnen havde da også silet ned hele formiddagen, men det afholdte ikke ca. 25 frivillige i at møde op ved Stejlehøj ved Mogenstrup Ås søndag formiddag.

Næstved Kommunes borgere og de nærliggende grundejerforeninger var nemlig blevet inviteret til en dag i naturens tegn med det formål at passe på naturen.

- Det primære i det her arrangement er at få engageret nogle borgere til at komme ud i naturen, og helst hjælpe kommunen med at lave noget naturpleje, fortæller agronom og naturforvalter i Næstved Kommune Michael Krogh.

 Bevaringsværdig natur

Området ved åsen i Mogenstrup er faktisk noget helt særligt. Her har istiden været med til at forme landskabet.

- Det er et ret unikt område, vi står i, og det unikke består i, at det er næringsfattigt, og det vil sige, der er en masse sjældne både dyre- og plantearter, siger Michael Krogh,

Det er Næstved Kommune, Mogenstrup Kildelaug og Fladså Lokalråd, der står bag dagens arrangement - alt sammen i håb om at starte et plejelaug, der kan holde lidt øje med området.

- Vi har været inde og lave en plejeplan og lavet en stor rydning af arealet, men lige så snart, vi trækker os tilbage, så vil naturen gro igen. Der er allerede kommet nogle træer, primært fyrretræer, som vi gerne vil have væk, for ellers sker det samme en gang til. Så gror hele området til, siger Michael Krogh.

Interesserede borgere

Flere naboer og interesserede borger fra kommunen mødte op til den fælles vandretur og pølser på grillen.

- Jeg kan godt lide at være med, når der skal laves naturpleje, så jeg ville se, om der var nogle, jeg kunne holde øje med, og når der skal gøre noget arbejde, så kunne det godt være, jeg dukkede op, siger Gert Siholt fra Glumsø.

Efter dagens arrangement ser det ud til, at Stejlehøj får et plejelaug. Der var nemlig fem personer, der skrev sig på listen.  


Nyhedsoverblik