Frivillig eftersøgning af Emilie Meng fortsætter i weekenden

Gruppen Forsvundne Personer har søndag arrangeret en ny eftersøgning af forsvundne Emilie Meng i Korsør. Også i Jylland mødes frivillige for at lede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi stopper ikke, når vi er trætte. Vi stopper først, når vi er færdige.

Sådan lyder mantraet i Facebook-invitationen til en frivillig stor eftersøgning af den forsvundne Emilie Meng på søndag i Korsør.

Det er gruppen Forsvundne Personer, som tidligere har arrangeret flere eftersøgninger af den 17-årige pige, der står bag. Gruppen Missing People har også stået bag flere eftersøgninger, hvor der kommer folk fra hele landet og deltager.

- Danmark står virkelig sammen. Det har simpelthen været så stor og flot opbakning fra frivillige, og det er overvældende, sagde arrangør fra Forsvundne Personer, Sofie Sønderup, ved en tidligere lejlighed til TV ØST.

Leder også i Jylland

Også i Jylland er der sat en stor eftersøgning af Emilie Meng i værk. I morgen, lørdag, har omkring 50 personer tilkendegivet, at de dukker op for at hjælpe med at lede efter den forsvundne pige. Gruppen af frivillige skal mødes klokken 10.00 foran Øster Snede Kirke i Midtjylland.

De frivillige i Korsør mødes søndag klokken 10.00 foran Comwell Grand Park – Spa & Wellness og starter eftersøgningen derfra.

- Der er brug for jer. Jo flere, jo bedre. Hvert skridt gør en forskel, om det kun er en time, så er der brug for dig, står der i Facebook-invitationen til søndagens eftersøgning.

Ved begge eftersøgninger gælder det, at du skal være 18 år for at deltage.

Emilie Meng er sidst set 10. juli kl. 04.00 på Korsør Station sammen med to veninder, efter de havde været i byen i Slagelse. De to veninder tog en taxa hjem, men Emilie Meng ville gå de 3,5 kilometer mod sine forældres bopæl.


Nyhedsoverblik