Friskole tæt på konkurs: Eleverne skal ikke møde mandag morgen

Friskolen i Starreklinte ved Hørve i Nordvestsjælland har indgivet konkursbegæring til Skifteretten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en tydeligt berørt bestyrelsesformand for Friskolen i Starreklinte ved Hørve, der har indgivet en konkursbegæring til Skifteretten.

- Jeg er ked af det, det er jo en dejlig skole, siger bestyrelsesformand Lindy Kim Pedersen.

quote Banken sagde stop, og vores muligheder var udtømte

Lindy Kim Pedersen, bestyrelsesformand

De sidste tre til fire måneder har han forsøgt at redde skolen fra en eventuel konkurs, men fredag den 16. februar kunne bestyrelsen ikke trække den længere. Her sendte man et brev ud til de cirka 30 elever fra 0. til 10. klasse og deres forældre, hvor man beklagede situationen.

- Det så sort ud, da vi lavede regnskabet for 2018. Hver måned var der underskud på omkring 200.000 kroner, fortæller Lindy Kim Pedersen.

Banken sagde stop

Banken ønskede ifølge bestyrelsesformanden ikke at yde økonomisk støtte, og der var ikke penge til blandt andet at udbetale løn til lærere.

- Banken sagde stop, og vores muligheder var udtømte, fortæller Lindy Kim Pedersen. 

Friskolen i Starreklinte ved Hørve.
Friskolen i Starreklinte ved Hørve. Foto: Google Maps

Beslutningen om at indgive en konkursbegæring til Skifteretten betyder, at der ikke er undervisning fra mandag den 19. februar 2018.

- Man skal kontakte kommunen og finde en løsning, siger Lindy Kim Pedersen.

Årsagen til konkursbegæringen skal især findes i et faldende elevtal, som ifølge bestyrelsesformanden indenfor en kort årrække er blevet halveret.

Skolen oplyser desuden, at de personlige effekter på skolen kan afhentes fredag den 23. februar mellem klokken 12.00 og 16.00.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Odsherred Kommune for at høre, hvordan kommunen vil håndtere sagen.


Nyhedsoverblik