Frem med jakken: Nu kommer der regn og torden

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Borgere i den sydlige og sydøstlige del af regionen får kraftig regn fredag aften - og muligvis torden.

Skal du ud af huset fredag aften, er det en god ide at tage en regnjakke med.

Et større, vådt vejrsystem har nemlig sat kursen mod Danmark, og Sjælland, Lolland, Falster og de resterende øer kan se frem til at blive ramt.

Fra DMI er der fredag udsent et risikovarsel kraftig regn og torden på Bornholm, men det betyder ikke, at alle andre går fri for voldsomt vejr.

- Der kommer også en del regn og måske også torden i den syd- og østlige del af jeres region, siger Frank Nielsen, vagtchef hos DMI, til TV ØST.

Kommer fra syd

Sommer har været historisk dårlig ved danskerne i år, og vi skulle helt frem til julis næstsidste dag, før vi fik månedens første sommerdag med temperaturer over 25 grader.

I stedet for sol og sommer har regnbyge efter regnbyge skyllet ind over det ganske danske land, og skyerne har selv i tørvejr hængt og skygget for solens varme stråler.

Og det triste mønster fortsætter altså fredag aften.

- Regnvejret ligger i Nordtyskland og trækker så op østover. Det vil give kraftig og vedvarende regn i aften og nat til Lolland, Falster, Møn og Præstø og måske også op til Stevns, siger Frank Nielsen og fortsætter:

- Jeg vil tro, det slutter omkring klokken to, men for Lolland og Falster nok omkring midnat.

Tørrere lørdag

Natten til lørdag bliver det ifølge DMIs beregninger 12-15 grader, og det begynder at klare op fra vest. Lørdagens vejr ser ud til at blive tørrere, men hen på aftenen kan der igen komme byger.

Så medbring du også jakken lørdag - det er jo trods alt den danske sommer, vi har med at gøre her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App