Det vi har sammen

Frederik ville hentes med gyllevogn til sin konfirmation: Nu ejer han sin egen maskinstation

TV ØST sætter fokus på unge selvstændige. Denne gang besøger vi 20-årige Frederik Pedersen Foto: Stephan Svingkær- TV ØST

Frederik Pedersen fra Boestofte på Stevns har altid elsket maskiner og landbrug. Som 18-årig blev han selvstændig med egen maskinstation.

20-årige Frederik Pedersen tilbringer langt størstedelen af tiden bag rattet i en rød Case IH-traktor – sin egen traktor, vel og mærke.

- Jeg har det nok bedst bag rattet her. Når det bare kører, vi får lavet noget, og der kommer nogle penge i kassen, siger han.

Jeg har det nok bedst bag rattet her. Når det bare kører. 

Frederik Pedersen, indehaver, Nivehøj's Maskinstation

De penge kommer fra landmændene på Stevns, som han assisterer med blandt andet spredning af gylle og halmpresning, og det har han efterhånden gjort længe. Lige så snart han blev 18 år, fik han sit eget CVR-nummer og startede Nivehøj’s Maskinstation fra forældrenes gård i Boestofte.

- Gården, vi bor på, hedder Nivehøj, så det var ret naturligt med det navn, siger han.

Afviste Frederiks største ønske

For dem, der kender Frederik Pedersen, kommer det ikke som nogen overraskelse, at han nu triller rundt på de stevnske landeveje med 30 kilometer i timen i hans 210 hestekræfters store traktor.

- Han har jo altid interesseret sig for landbrug. Han kunne jo ikke engang gå, da interessen opstod, siger hans mor, Pernille Pedersen.

TEMA: UNGE SELVSTÆNDIGE

TV ØST sætter fokus på unge selvstændige i regionen. Dem bliver der nemlig flere og flere af. Vi møder tre af dem og får et indblik i deres hverdag. 

Forældrene måtte dog afvise Frederik Pedersens største ønske fra konfirmationstiden. Her ville den nu unge maskinsationsejer fragtes af en traktor og gyllevogn fra kirken til festen.

- Det skulle være den mest beskidte gyllevogn, og det synes vi ligesom ikke passede ind på sådan en søndag, siger Pernille Pedersen.

Konfirmationspengene fik Frederik Pedersen til gengæld lov til at bruge, som han ville. Og det blev ikke til nogen ny bærbar eller spillekonsol. Frederik Pedersen købte en halmpresser. Pris: 37.000 kroner. Den er for længst solgt og udskiftet med nyt maskineri.

Flere unge vil være selvstændige

Frederik Pedersen er langt fra den eneste, der i en ung alder har drømt om at blive selvstændig. Der er sket en jævn stigning i antallet af registreringer i CVR-registeret foretaget af unge under 25 år de seneste år.

 

Antallet af nye virksomheder toppede i 2015, men sammenligner man tallene fra sidste år med tallenene fra år 2001 er der tale om en fordobling.

Svært at stille alle kunder tilfredse  

I januar blev Frederik Pedersen færdiguddannet landmand fra Landbrugsskolen Sjælland i Høng, så det er først nu, han kan kalde sig maskinsationsejer på fuld tid.

Vi skal og vil jo gøre det godt, men de uforudsigelse ting kan være svære.

Frederik Pedersen, indehaver, Nivehøj's Maskinstation

- Det er rart, så kan jeg koncentrere mig 100 procent om firmaet, siger Frederik Pedersen.

Da TV ØST besøger Frederik Pedersen er han godt i gang med forberedelserne til forårsarbejdet. Den nyeste investering, en brugt gyllevogn, skal være helt klar til masser af timer i marken. Det klarer Frederik Pedersen nemt. Den svære del af jobbet som selvstændig handler om at stille alle kunderne tilfredse.

- Vi skal og vil jo gøre det godt, men de uforudsigelse ting kan være svære. Maskiner går i stykker, det kan være svært at skaffe dele, og vejret er heller ikke altid med os. Det kan nogle gange godt være svært at få alle kunderne til at forstå det, siger han.

Vil have sin egen gård

Hvor meget større virksomheden skal vokse, har Frederik Pedersen ikke sat et mål for, men den unge maskinstationsejer har flere ønsker for fremtiden.

Læs også Line blev selvstændig som 24-årig: Drømmen er blevet til virkelighed

- Jeg vil gerne have min gård og måske også nogle ansatte, siger han.

Drømmer du selv om at blive selvstændig? I videoen herunder kan du høre Frederik Pedersens gode råd.

00:33 Luk video

Tip os Har du et godt tip?