Freddy Blak i hårdt angreb på sit eget parti: Jeg skammer mig

Socialdemokraten Freddy Blak langede her til aften kraftigt ud efter sit eget parti. Han er imod, at partiet støtte regeringens forslag om at bremse ordningen for kvoteflygtninge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg skammer mig virkelig over mit parti – den stilling de tog i dag.

Sådan lød det onsdag aften i Slagelse, hvor regionsrådsmedlemmet i Region Sjælland Freddy Blak medvirkede i en venstreorienteret demonstration i Slagelse vendt mod den opstramning af reglerne for kvoteflygtninge, der blev vedtaget i Folketinget onsdag - blandt andet med socialdemokraternes stemmer for.

Demonstrationen var arrangeret af Enhedslisten og SF i Slagelse foran rådhuset - men Freddy Blak mødte op, og lagde ikke skjul på sin modstand mod hans partis stillingtagen til sagen på Christiansborg.

Den nye ordning betyder, at Danmark kan sige nej til at modtage de 1500 såkaldte kvoteflygtninge, som vi ellers er tildelt af FN. Flygtningene er anerkendt som flygtninge af den store organisation.

- Folketingsmedlemmerne kunne have nedstemt det her forslag, da Dansk Folkeparti ikke gik med. Jeg må sige, at det i dag er flovt at være socialdemokrat, sagde Freddy Blak til TV ØST.

Freddy Blak har været aktiv i politik siden 1989 - det meste af tiden for Socialdemokraterne. Mellem 2002 og 2013 stillede han dog op for sin egen borgerliste, Blaklisten.


Nyhedsoverblik