Fravælger byens folkeskoler: Hver tredje elev begynder i privatskole

Når de nye 0. klasser begynder i Ringsted Kommune til sommer, vil 35 procent begynde i en privat- eller friskole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter sommerferien begynder 360 nye elever i skole i Ringsted Kommune.

Men mange forældre har fravalgt kommunens folkeskoler. I stedet er hele 35 procent af de nye skoleelver indskrevet på en privat- eller friskole.

- Det er et højt tal, men der er flere naturlige årsager. I 2012 lukkede vi i forbindelse med skolestrukturændringer tre små skoler, og på disse blev der oprettet friskoler. Desuden har en privatskole oprettet en ekstra 0. klasse i år, og der har været stor interesse for den, siger direktør for skoleområdet i Ringsted Kommune, Henrik Harder, til TV ØST.

quote Det er et højt tal, men der flere naturlige årsager

Henrik Harder, direktør for skoleområdet i Ringsted Kommune

Ikke interesseret i a- og b-hold 

Generelt ligger Ringsted Kommune over gennemsnittet, når det gælder elever på samtlige årgange, der er indskrevet på en privat- eller friskole. På landsplan gik 16,7 procent ifølge Danmarks Statistik sidste år i en privat- eller friskole. I Ringsted var tallet 25,2 procent.

- Det er en udvikling, vi holder skarpt øje med, og tallet skal ikke blive meget højere. Vi er ikke interesseret i et a- og b-hold, men det mener jeg heller ikke, vi har på nuværende tidspunkt, siger Henrik Harder.

quote Det er en udvikling, vi holder skarpt øje med, og tallet skal ikke blive meget højere

Henrik Harder, direktør for skoleområdet i Ringsted Kommune

Kommunen vil nu se på, hvad de kan gøre for at gøre folkeskolen mere attraktiv.

- Der ligger et stort arbejde forude for mange forskellige parter i kommunen. Skolebestyrelser, politikere og medarbejdere i Ringsted skal på banen for at styrke vores folkeskole, for den er vigtig for vores samfund, siger Henrik Harder.


Nyhedsoverblik