Forurenet sø i ti år: Ombudsmand kritiserer kommune

Anne Bornø har levet med en forurenet sø på sin sommerhusgrund i Rørvig i ti år. Folketingets Ombudsmand kritiserer nu Odsherred Kommune i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En varm sommerdag er det ikke ligefrem behageligt at sidde udenfor ved Anne Bornø og hendes mands sommerhus.

- Så lugter det. Søen er jo død, fordi der siver så meget organisk materiale ned i den hele tiden, siger Anne Bornø.

Anne Bornø og hendes mand har sommerhus på Lindegaardsvænget 6 i Rørvig. På grunden ligger en cirka 1.500 kvadratmeter stor sø, men den har hun og manden ikke meget glæde af.

Nedsivningsanlæg fra to ejendomme i nærheden forurener nemlig søen. Det kan både lugtes og ses:

- Den gror til, så vi hele tiden skal holde vegetationen nede, fortæller hun.

Forurening fra toilet og køkken

Prøver har vist, at der både kan konstateres spildevand fra toilet og køkken i søen.

Ægteparret er ikke i tvivl om, at det skyldes, at sivebrøndenes mile ligger for tæt på drænet.

quote Jeg er frustretet og ked af det, og meget, meget skuffet over, at systemerne i Danmark er sådan. Jeg forventede, at det fungerede bedre

Anne Bornø, Sommerhusejer, Rørvig

Derfor skrev de til Odsherred Kommune om sagen tilbage i 2007. Det er nemlig kommunen, der har tilsynspligten og skal sikre sig, at sivbrønde bliver lavet ordentligt og efter loven.

Her ti år efter, er deres sø stadigvæk forurenet.

- Jeg er frustretet og ked af det, og meget, meget skuffet over, at systemerne i Danmark er sådan. Jeg forventede, at det fungerede bedre, siger Anne Bornø.

Ombudsmand kritiserer Odsherred kommune

Odsherred Kommune har nu modtaget kritik i sagen fra Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.

Det fremgår af dagsordenen for et møde i klima og miljøudvalget i kommunen fra 5. december.

Ombudsmanden har selv taget sagen op efter henvendelse fra Anne Bornøs advokat, og han skriver bl.a.:

"Efter min opfattelse er en sagsbehandlingstid på 9,5 år alt for lang."

Ifølge ombudsmandens gennemgang af sagen gik der omkring 3, 5 år fra Anne Bornø første gang henvendte sig til Odsherred Kommune og til, at kommunen tog de første vandprøver i søen.

Desuden gik der 4,5 år yderligere fra forvaltningen fik besked om, at søen på Anne Bornøs grund modtog sanitært spildevand til der blev udstedt et påbud i sagen.

- Det er meget kritisabelt, at Odsherred Kommune først var meget længe om at få undersøgt, om søen på Anne Bornøs ejendom var forurenet, og at kommunen herefter også var meget længe om at udstede påbud i sagen, skriver ombudsmanden i sin udtalelse, som er sendt til Odsherred Kommune.

quote Det er meget kritisabelt, at Odsherred Kommune først var meget længe om at få undersøgt, om søen på Anne Bornøs ejendom var forurenet

Jørgen Steen Sørensen, Folketingets Ombudsmand

Kan ende i politianmeldelse

De to ejere af nedsivningsanlæggene fik i foråret et påbud om at udbedre forholdene inden 1. august i år.

Ifølge Anne Bornø har de så fået yderligere en frist frem til 1. januar 2018.

- Hvis ikke der er sket noget der, så vil kommunen politianmelde dem, siger Anne Bornø.

Hun er godt træt af det lange forløb og forstår ikke, at kommunen har været så langsom.

Udvalgsformand: Så lang tid må der ikke gå

Formanden for Miljø- og Klimaudvalget, Morten Egeskov (V)  beklager det lange sagforløb:

- Sager kan være komplicerede, men så lang tid, må der ikke gå. Vi har fået oplyst af forvaltningen, at det ikke skal gentage sig, fortæller han. 

quote Sager kan være komplicerede, men så lang tid, må der ikke gå. Vi har fået oplyst af forvaltningen, at det ikke skal gentage sig

Morten Egeskov (V), Fmd., Miljø- og Klimaudvalget, Odsherred Kommune

I dagsordenen til mødet i udvalget i går, tirsdag fremgår det, at den ansvarlige sagsbehandler i byggesagsteamet har ca. 200 ansøgningssager om nedsivningsanlæg om året.

Kan det her forløb skyldes for stort et sagspres?

- Der er lavet en fejl. Sagspres kan ikke forklare det, siger Morten Egeskov (V).

Egeskov har været udvalgsformand siden 2014, men har først hørt om sagen nu.

Han vil gerne opfordre borgere, der skulle havne i samme situation om at henvende sig:

- Hvis nogen kommer i lignende situationer, så tag fat i byrådspolitikerne, så vil vi få rejst sagen i udvalget, siger han.

Anne Bornø forklarer, at det er helt med vilje, at hverken hun eller hendes mand er gået til medierne med deres sag:

- Vi havde tillid til det offentlige og kommunale system, og vi ville ikke bruge det våben, det ville være at gå til medierne, fortæller hun.

Hun og ægtemanden skaffede sig efter fem år en advokat, som efterfølgende har kørt sagen mod kommunen for dem.

- Nu har vi forlangt at få vores advokatomkostninger dækket, ligesom vi forventer, at søen bliver renset, siger Anne Bornø.

 


Nyhedsoverblik