Forsvaret moderniserer Antvorskov Kaserne for 92 millioner kroner

Finansudvalget giver 283 millioner kroner for at ombygge hærens kaserner. Antvorskov Kaserne i Slagelse får nybyggeri for 92 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hæren spytter 283 millioner kroner i at ombygge sine kaserner, så de kan rumme nye højteknologiske køretøjer.

Derfor skal Folketingets finansudvalg torsdag godkende en ansøgning, et såkaldt aktstykke, fra forsvarsminister Peter Christensen (V). Han besøger torsdag Antvorskov Kaserne i Slagelse, som får nybyggeri for 92 millioner kroner.

Desuden ombygges et depot til garage i Holstebro, hvor der også kommer et nyt værksted i Dyrby Vestergaard.

Der kommer også nye værksteder i Oksbøl og Skive i Vestjylland og Høvelte i Nordsjælland.

quote Der er behov for, at vi investerer i vores kaserner. Og det gør vi nu. Jeg lægger ikke op til en masse kasernelukninger, men i at investere i dem

Peter Christensen (V), forsvarsminister 

Nyt materiel og højteknologiske køretøjer

Kasernerne moderniseres fra 2016 til 2018. Nybyggeriet indgår i Forsvarets plan for modernisering, og planen løber fra 2014 til 2015.

Moderniseringen skal omstille hæren, som nu især uddanner værnepligtige. Det skal ændres til en professionelle styrke, som får nyt materiel og nye højteknologiske køretøjer.

Hæren skønner de samlede udgifter til godt halvanden milliard kroner. Beløbet ventes afklaret i begyndelsen af 2017.

Bruger i en årrække over 1,2 milliarder kroner

Forsvaret bruger i en årrække over 1,2 milliarder kroner på at forny sine kaserner, forklarer forsvarsministeren.

- Der er behov for, at vi investerer i vores kaserner. Og det gør vi nu. Jeg lægger ikke op til en masse kasernelukninger, men i at investere i dem, siger Peter Christensen.

Pengene bruges til nye værksteder, garager, omklædning og bad til soldaterne.

Ikke på vej væk fra værnepligtigen. Tværtimod 

Forsvaret har sparet 2,7 milliarder kroner i det seneste forsvarsforlig.

- Gennem de tre seneste forsvarsforlig har man ændret hærens opbygning. Derfor er der også en tilpasning til den virkelighed, som forsvaret arbejder under, siger Peter Christensen.

- Men vi er ikke på vej væk fra værnepligtige, tværtimod. I næste forsvarsforlig kan jeg godt se for mig, at vi skal diskutere, hvordan vi får flere værnepligtige.


Nyhedsoverblik