Forsvaret kan stoppe vindmøller ved Sparresholm Gods

Det er møller som dem ved Saltø Gods, Forsvaret nu protesterer imod ved Sparresholm Gods. Arkivfoto. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Forsvaret protesterer mod planerne om vindmøller på Sparresholm. De kan forstyrre vigtig radiokommunikation, lyder det.

Planerne om at opsætte tre vindmøller på 150 meter i højden ved Sparresholm Gods i Næstved Kommune er lige nu i høring. 

Der er kommet flere end 30 indsigelser mod planerne, skriver Sjællandske. Heriblandt to høringssvar fra Forsvaret, som gerne vil være fri for møllerne. 

- En opførelse af de planlagte vindmøller vil bevirke en forringelse af Forsvarets Ground-Air-Ground kommunikation i et geografisk område nordøst for de planlagte tre vindmøller. Forringelsen vil være markant i lave flyvehøjder, står der i høringssvarene ifølge Sjællandske. 

Læs også Borgmester ønsker kæmpevindmøller på Sydsjælland: - Vi skal have vedvarende energi

Lyttestation forstyrres

Forsvarets modstand begrundes i, at der ligger en lyttestation med en 50 meter høj radiomast bare 1,8 kilometer fra det område, hvor godsejer Thomas Garth-Grüner vil opføre de tre kæmpevindmøller. 

Vindmøllerne på Sparresholm skal sikre en indtjening ud over den, der laves på landbrug og skovdrift.

- Det er et projekt, vi har arbejdet på i rigtig lang tid. Det var en mulighed, der bød sig, sagde godsejer Thomas Garth-Grüner til TV ØST tidligere i år. 

Vindmølleprojektet er også kritiseret af nabokommunen Faxe, som er ved at opføre et udsigtstårn i Camp Adventure og frygter, at udsigten til tre store vindmøller vil forringe udsigtstårnets værdi.

Høringsfasen sluttede den 20. august.

Sparreholm Gods ligger sydvest for Rønnede på Sydsjælland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App