Forsvarere i brandsag: Det er en meget hård dom

To mænd skal sammenlagt 13 år i fængsel for en række påsatte brande på Lolland-Falster sidste år. En meget hård dom, vurderer de to forsvarere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Otte år.

Så lang tid skal 23-årige Kim Faber Rasmussen i fængsel, efter han onsdag blev dømt skyldig i en stor brandsag ved Retten i Nykøbing Falster.

Den unge mand er blandt andet blevet dømt for at have sat to liv i fare, da han i oktober sidste år satte ild til Skørringe Gods i Stubbekøbing på Falster. I alt er han dømt blevet for 15 brande og 22 tyverier.

Men den 23-åriges forsvarer, Troels Voldsgaard Fristrup, mente kun, at der var grundlag for at idømme den 23-årige fem års fængsel, blandt andet fordi han ikke tidligere er straffet, og fordi hans mentalundersøgelse har vist, at hans begavelse er under middel.

- Jeg synes, det er en hård dom. Som jeg også sagde i min procedure, så mener jeg, at grundlaget for dommen for branden på Skørringe Gods, var tyndt, siger forsvareren til TV ØST.

- Vi må tage til efterretning, hvad retten og nævninge er nået frem til, og så tager vi noget betænkningstid i forhold til, hvad vi vil gøre nu.

Tilfreds anklager

30-årige Jim Viggo Petersen, som stod anklaget sammen med den 23-årige, blev idømt fem års fængsel for i alt 13 brande og 12 forhold af tyveri. Hans forsvarer, Casper Andreasen, synes også, det er en hård dom.

- Men jeg glæder mig over, at min klient blev frifundet i 11 af de forhold, han var tiltalt for, og at vi ikke nåede helt op på de otte års fængsel, som anklageren talte om, siger han.

Selvom dommen ikke nåede helt op på de mindst 10 års fængsel for den 23-årige og mellem seks og otte år for den 30-årige, så er anklager Anne Marie Fink alligevel godt tilfreds.

- Retten har langt henad vejen været enig med anklagemyndigheden og dømt i det omfang, jeg mente, der var grundlag for, siger hun til TV ØST og tilføjer:

- Det her er en meget alvorlig sag, og rigtig mange mennesker er blevet berørt af det. Brandene har skabt stor utryghed i lokalbefolkningen, og hertil komme de tyverier, de også er dømt for. Så alt i alt er jeg meget tilfreds med det foreløbige punktum i den her sag.


Nyhedsoverblik